Jeg fortæller dig at jeg har bestilt take – away thai.
Vi skal hygge nu siger jeg og tænder lys i hjemmet for det er mørkt udenfor og jeg ryster.
Og vi skal se god  film sammen nu fortæller jeg dig, alt imens jeg febrilsk leder efter en lighter.
En rigtig god film. En tidløs en af slagsen og jeg holder om dig –  hænger næsten på din ryg, mens jeg knuser dig med al den styrke jeg kan mønstre og du siger at jeg næsten kvæler dig, men jeg vil have dig så tæt som muligt, for tosomheden flyder rundt et sted i rummet og den er væmmelig, klistret og umulig at tørre op.
Det var min fejl;
Jeg kom til at ødelægge noget rent og uskyldigt  og jeg skal nok lime det sammen, mens du stadig aner uråd.
Du ved slet ingenting endnu, gør du vel? hvisker jeg for mig selv i mørket, mens jeg fumler med min lighter og snuser rundt omkring dig,for at undersøge om du mon også kan lugte det;
Min burgundyfarvede hemmelighed, som jeg har gemt væk, under puden.
Det var mange lyse sommernætter, de udsatte mig for herhjemme, en lind strøm af tortur, mens du var væk og jeg kom til at trække for meget ind gennem næseborerne, jeg blev for kåd og for vild med de andre, men mest med mig selv.
Og jeg udfylder lynhurtigt hver eneste truende tavshed og kysser dig alt for voldsomt  og hårdt på munden  –   jeg er nødt til at slappe af nu –  for du kigger kærligt på mig og spørger hvad der går af mig, så jeg fortæller dig hvor højt jeg elsker dig.  Jeg elsker dig dybfølt og rent,  fordi jeg er ved at  miste dig.
Jeg siger at, vi skal være sammen for evigt.
“Sværg og skriv under!” griner jeg i bydeform.
Det er mine feje tricks,forstår du.
Du må ikke forlade mig nu.

Dagene der kommer tilhører kun  fangen, som er dømt til døden og henrettelsens gang, er måske den egentlige limbo:
Jeg tør ikke gå ned i kiosken for at købe is.
Jeg er måske allerede død, selvom at kroppen mekanisk arbejder på højtryk og jeg tæller de uregelmæssige hjerteslag, der truer med at eksplodere det pumpende lille organ, mens jeg stikker til min coconut curry.
Jeg ikke har spist i en uge og angsten har sat sig på tværs af  min hals, mens jeg venter på,  at du får en besked om det hele og min verden,  den brister.
Så vil jeg true med at hoppe ud af vinduet, så at det bliver dig, der skal passe på mig.
Så jeg kan frarøve dig, din elendighed, tage den som patent og gøre den til min.
Mine feje tricks.
Min defekte kærlighed.
Du må ikke forlade mig nu.

Jeg drikker resten af min cola og prøver at hive dig med ind, i seng.
De siger at første gang er den værste.
At det bliver nemmere med tiden for alle os, der ikke kan få nok af indigonætter.
Jeg ser skjult hen i retning, af alle de remedier der forbinder vores verden med andres, men adrenalinen jeg prøver at holde nede under dynen, kæmper for at vise sit deforme ansigt frem.
Jeg ved skam  udmærket godt, hvordan at verdenen er skruet sammen;
At jeg aldrig i et splitsekund, må slappe af, men vedholdende opsøge en pinsel, jeg husker.
Så roen ikke indfinder sig og ødelægger alt.
Friske erindringer fungerer som forlommer, når en handling ikke kan tilbagekaldes.

Det er sådan, at tiden den går og dage bliver til uger og jeg glemte det hele i et kort sekund, for at bytte mig til en rolig stund – det indrømmer jeg –  da jeg stod og kiggede ned i kølemontren, for mine tanker var optaget af aftensmaden, af adspredelsen og af en nutidsnaivitet, der i et stjålent moment, lod mig trække vejret frit.
Bordet fanger og jeg glemte, at andre husker dét jeg fortrængte, dét jeg gjorde, mens jeg stod med poserne i hænderne og du sagde; ” De taler om dig i byen.
Hvad er det, du har gjort?”
– De taler om alle, i byen siger jeg koldt: 
De løber med halve vinde. 

Du kan ikke forlade mig for onde tunger, forstår du? 
Du må ikke lade dem vinde

– Samucha

13843522_10153573653311831_144972797_o
Silkebukser: Clara Rossi ( forhandles hos Lubarol )

Jeg er en omvandrende dårlig samvittighed disse dage, grundet min manglende tilstedeværelse herinde, men denne gang har jeg faktisk en plausibel undskyldning, da nettet her i ingenmandsland, er omtrent ligeså pålideligt, som mit humør.
Jeg vil ikke opholde jer for længe, for jeg hører rygter om høje temperaturer  i det det danske og noget med nogle flyvende kæmpemyrer(?!)
Vil såmænd bare  for en sjælden gangs skyld, lade billederne tale for sig selv og gøre jer opmærksomme på et vidunderligt getaway hvis man vil væk, fra folk i nogle dage.
Så jeg bor altså her i omgivelser så smukke, at mig og min pen har fået mindreværdskomplekser af udsigten.
Pievescola folkens – på et sted der hedder Relais La Suvera som har været et gammelt kloster, men nu er blevet lavet om til et smukt boutique hotel.
Her er stille og fredfyldt. Den eneste larm man hører er cikaderne der dog også må siges at have en seriøs snakker på.
Maden er udsøgt og landskabet ubeskriveligt.  Prisen er ligeledes vidunderlig pebret, men jeg forestiller mig at man blot tager herned i en  to dages tid,  i selskab med en som man er ualmindelig forelsket i,  aldrig  har jeg i mine 27 år, oplevet et sted så romantisk.
Hvad mig angår, så  hygger mig nu ganske udmærket med en veninde og har fundet lykken, i en simpel Caprese salat, fordi at råvarerne er så vanvittig lækre.
Hvor jeg dog elsker Italien.
Lige om lidt er jeg privilegerede fæ, på vej op for at få mig en middagslur, som jeg har tænkt mig at tilbringe sammen med et tyndt crispy lagen, fordi MAN KAN.
Håber I kan li’ billederne.
Det tog mig kun halvanden time at uploade…

IMG_5677
IMG_5505

IMG_5504

IMG_5503

IMG_5494

IMG_5471

IMG_5508

Jeg kan høre naboen spille Kings of Leon fra mit soveværelse og det er akkurat højt nok til, at jeg kan nævne titlen på nummeret.
Fans.
Det handler om bobbet hår og livet i London,  tilsat lidt baggrundsstøj fra bilerne der insisterende brummer om hverdagslivet, på min gadevej.
Og alle skriver med hinanden, på kryds og på tværs for vi vil gerne mødes til kaffe men “hvor er du nu”  kan blive trættende  på dovne dage som disse, med alle de valg, så nu ligger vi begge på sofaen alene og sammen, mens vi sporadisk chatter ind og ud af reklamerne.
Jeg blundede hen til Tour de France i TV og det er signalet  til sommer, for der dufter af det derude, selvom at himlen er grå.
Underboen med det lyse hår – jeg kalder ham vikingen, går rundt i hjemmekåbe og tager skraldet ud og han kæler med konen på anden sal og jeg kæler med katten på tredje lige ovenover, og gad vide hvordan mit liv havde udartet sig, hvis han kælede med mig, men det spiller ingen rolle om, hvem der er hvem, for vi er i samme hus og stryger begge på noget, vi holder af.
“Til T” er titlen på Brøggers lyserøde, lille bog og jeg overvejer om jeg skal indfri min te- utopi og lave mig en kande som jeg husker at drikke, når den er tilpas tempereret og andet kapitel går i gang, for måske minder teen alligevel  for meget, om kold kamin og  vinterhi og alle de andre forudanelser om det, som jeg ikke kan li’.
Og jeg kunne vel bruge lidt  flere cigaretter, selvom at pakken er halvfyldt;
Pakken er halvtom –  det er min virkelighed, men det siger jeg ikke højt for jeg holder mig måske kun lykkelig, til midten af september, medmindre jeg bestiller brændende kærlighed 2 go, via web.
DMI har lovet regn for det gør de altid, men jeg har set en solstråle snige sig ind gennem køkkenruden og ned på sildebensgulvet og jeg kigger på afrejser og forelskelser på en enkeltbillet til i morgen, for voksne kan gøre hvad end de har lyst til, men de fleste af os er feje og vil hellere tælle komplimentskalorier via web, i stedet for at gå os en tur og se hvad der rører sig, om sig, på sig, omkring dig.
Hvad angår mig, så kommer jeg sikkert heller ikke afsted.
Det er bare en hyggelig hobby jeg har, I ved;
Lidt døsigt dagdrømmeri og en lille smule fred.

13720478_10153554386416831_905519379_o

Nyd sommeren – også udenfor.

Fortsat fra forrige afsnit

( Novellen er fiktiv og er ikke et udtryk for  egne holdninger eller opfattelse omkring kropsidealer, som der praktiseres i fortællingen)

Der lå langt flere hår i afløbet end tidligere, når hun gik i bad, selvom at hun flittigt gjorde brug af den proteinkur til håret, som alle hollywood-stjernerne, sværgede til.
Hun huskede det som fyldigere, men blev pludselig i tvivl; Måske skifter håret også sin ham.

Det var midt juni og vejret var strålende.
Det hele lovede faktisk godt, for solen skinnede og hun havde tabt mere, end hvad hun egentlig havde forventet.
Der var god grund til at være stolt af sig selv og hun betragtede sin nøgne krop i spejlet;
Aldrig har hun stået så skarp  som nu og hun nød mavens markeringer og de slanke overarme, for hun  havde knoklet i næsten otte måneder og resultatet skulle derfor nydes, til fulde.
Gad vide, hvad de ville sige til brylluppet.
Mange af dem havde ikke set hende, i næsten et år og huskede hende uden tvivl, som den tykke, evigglade Hannah;
Hannah der altid fik et kammeratligt klap på skulderen af drengene, fordi hun var sjov.
Lysmennesket Hannah.
Hannah, der fik sørget for god stemning og lidt kærlighed i luften.
Sjove Hannah, der altid gik lidt for fuld, og alene hjem i seng.

Simon havde sagt, at hun skulle glæde sig; At han havde en ven som hun ville elske og som på helt mirakuløs vis, endnu var ledig på markedet.
Det var noget med en skilsmisse,  og et langt ægteskab der var gået i vasken, men han skulle efter sigende, være en fantastisk fyr.
Kvik og vittig og pæn med format.
Simon var –  om nogen ekspert i, at vurdere folk og hun kunne altid regne med en præcis og nøjagtig analyse, af de mænd som hun fandt attraktive.
Han var også hendes bedste ven og eftersom at brylluppet var hans, havde han sørget for den helt rette skare af gode mennesker.

Hun havde bestilt den helt store tur hos frisøren: Klip, hårvask, farve og opsætning.
Neglene på både hænder og fødder var nydelige i en sommerlig “dusty rose”  og hun var tilmed blevet vokset steder på kroppen, hun aldrig havde prøvet før.
Og så var der naturligvis kjolen; Kjolen der havde hængt i skabet i godt og vel en måned ( hun var med vilje sent ude, da hun blev ved  med at tabe sig) men som hun endelig følte sig klar til, at hoppe i.
De tynde spaghettistropper fremhævede hendes kraveben og brystparti på fineste vis og den lette silke, smøg sig om hofterne og bagdelen uden at det blev vulgært, for kjolen var gulvlang, enkel og sofistikeret.
Nu skulle de ellers bare se løjer.

“Jeg kunne næsten ikke genkende dig!” udbryder Veronica højt, efter den klassiske ceremonielle vielse i kirken.
“Hvor har du dog ændret dig Hannah, hvor ser du  fantastisk ud! fortsætter hun ufortrødent, selvom at flere folk omkring dem  vender hovedet grundet, Veronicas altid høje stemmeføring og energiske gestikuleren med samtlige lemmer på kroppen.
“Det er for vanvittigt, det der! Jeg begriber simpelthen ikke, at det er dig!
Hannah stråler og tager sit mest beskedne smil i brug.
Nøje indstuderet fra alle de timer hun havde brugt foran spejlet, mens hun takker ydmygt og “effortless”.
‘Effortless’ var et ord, som hun havde set optræde talrige gange i adskillige magasiner og som hun havde hæftet sig særligt ved, gennem de sidste mange måneder:  Jo mere skødesløst hun fremstod, jo stærkere ville reaktionerne være.
Der var kommet flere bekendte hen for at sludre og hun var så høj på accepten og anerkendelsen, at hun næsten glemte Simon og hans nybagte kone.
Mens hun småløb ud af kirken for at lykønske sin ven,  stødte hun lige ind i Mads; Simons gode ven, som han meget insisterende ønskede, at hun skulle lære bedre at kende.
Deres øjne mødtes kort.
Sikke dog en flot mand.

Under pavillonen var alle i højt humør og alle så smukke ud, hvad enten de vejede ti kilo for lidt eller for meget, for kærligheden skulle fejres og det var en varm sommeraften i juli.
En af de lyse danske aftenener og nætter hvor ingen  behøvede at sænke forventningerne men bare nyde, at illusion og virkelighed, for en sjælden gangs skyld, gik op i en højere enhed.
Brudeparret så begge fantastiske ud, for  det klædte dem,  at at de ikke hang sammen som lim.
Der var  uden tvivl noget fint og underspillet over de par, som havde været sammen i mange år og som derfor ikke længere  havde behov for at pille ved hinanden, i tide og utide.
Hannah havde nippet til de mange retter, der var blevet båret ind, i løbet af aftenen.
Hun havde smagt på det hele, men i tilpas små mængder, således at maven ikke blev udspilet.
Det vigtigste var, at andre kunne se, at hun spiste.
Det ville ikke være særligt effortless hvis de så, i hvor høj en grad den slags banaliteter, fyldte hendes tanker.
Mads sad ved bordet skråt overfor hendes eget, og som aftenen skred frem,  begyndte folk at flytte lidt rundt på pladserne.
Hannah havde noteret sig, at hans borddame havde gjort sig vældig umage for at holde en samtale igang, men at han kun  havde svaret høfligt og lettere uinteresseret, på hendes næsten inkvisitoriske spørgsmål.
Hun lignede nu heller ikke en der kandiderede til dette års nobel-pris, med sit næsten hvidligt afblegede hår og tydeligt oppumpede silikonebryster.
I stedet havde han havde sendt stjålne blikke i retning af hende selv,  – indtil nu, hvor han rejste sig og kom gående hen imod hendes bord.
Hun mærkede straks, en stærk nervøsitet og spænding i hele kroppen og en begyndende gåsehud.
Nu skulle hun præstere.
“Simon har talt op og ned af stolper om dig, så jeg tillader mig lige, at sige pænt goddag.
Man skulle jo  nødig gå glip af den mest ombejlede person i rummet”
Han smilte bredt og så hende lige i øjnene med et roligt og bestemt blik, så betegnelsen “effortless”  blev svær at mønstre.
“Og jeg har hørt det akkurat, samme om dig” hørte hun sig selv sige sødladent og koket, mens hun slog en perlende latter op.
Lidt for kunstigt, lidt for villet og hun tog en flot tår af sin rødvin,mens de fortsatte en samtale, der føltes  for konstrueret og  forudsigelig, for hun var hverken afslappet, eller sig selv og det var svært at huske alle de ting hun havde indøvet derhjemme, på samme tid.
Da han rejste sig igen, satte hun kurs mod badeværelset for at sunde sig ovenpå den kedelige samtale, hvor hun flere gange  havde fanget sig selv i at smile dumt ud i luften, men knap havde hun låst sig i sikkerhed på damernes toilet, før at hun kunne høre Simons stemme, lige udenfor døren.
Han trængte vel også til lidt ro med alle de gæster.
“Fik du sagt hej til hende?”  blev der sagt blot få skridt fra der, hvor hun stod og  vaskede hænder.
En anden herrestemme svarede tøvende: “Ja. Men du havde fortalt mig, at hun var sjov.
Taler vi virkelig, om den samme Hannah?  Jeg troede, at hun var anderledes.” 

Da lyden af skridt havde fortonet sig, kastede hun prøvende et blik i spejlet og så på sig selv:
“Lille spejl på væggen der, hvem er den mest indholdsløse, i landet her?”
Der stod lysmennesket Hannah:
evigglade tynde Hannah, som var dræbende kedsommelig.
Hannah der altid troppede op, med sit perfekte hvide smil.
Som kun kunne føre en jævn samtale, fordi at hun var for selvoptaget, for usikker.
Hannah der ikke kunne nyde en dessert.
Hannah der altid gik lidt for fuld og alene hjem i seng.

13717955_10153546290591831_1914640165_o
– Samucha 

Jeg beklager tavsheden herinde, men det føles simpelthen som om, at min hjerne er gået på sommerferie, hvilket jo er latterligt, eftersom at jeg først tager på ferie i næste uge.
Det er ikke engang fordi at jeg mangler tiden til at stykke noget sammen, men jeg skriver simpelthen så ringe for tiden,  at jeg hverken kan være mig selv eller jer,  det bekendt.
Nå, men eftersom at jeg åbenbart er gået i koma vil jeg hellere anbefale jer noget godt, så her kommer et lille tip til en bog som I sagtens kan sluge på to solrige eftermiddage, nede sydpå.

“Til T” er titlen på Suzanne Brøggers lille roman der udadtil ser så piget og uskyldig ud at man kunne forledes til at tro, at den handler om ung kærlighed og lyserøde skyer, men skinnet bedrager for bogen handler i korte træk, om en familie der som alle andre familier prøver at få livet til at gå op i en højere enhed;
Moderen vil hele tiden gerne tage sit eget liv. Faderen vil gerne til Asien for at redde den tredje verden og børnene prøver at redde forældrene,  men spørgsmålet hænger i luften: Kan de redde sig selv?

Nedenstående her, er et kort referat, så I selv kan tage stilling til om det er noget i vil bruge tid på:

Familien skal i skoven, og de skal også have bedsteforældrene til te som må siges at være to umiddelbart overkommelige hverdagsbegivenheder.
Men som historien skrider frem,  er det tydeligt, at familien “Plys”  ikke er en helt almindelig familie.
Læseren møder de to piger – Tigerdyr (Sulamit) og Grisling (Bibsen) – begge på kanten til at blive teenagere, og den fire-årige dreng Kængubarnet (Pelle), der stadig ikke kan tale. 

Dertil faren Jakob og Moren Lady Gaga (også kaldet Kængu), som har fundet på, at hele familien skal have navne efter Peter Plys’ elskede figurer. 
Handlingen opleves primært fra Tigerdyrs ( den ældste datters) iagttagelser og observationer og tegner hermed et portræt af en dysfunktionel ,moderne familie i 1950’erne.  
Temaerne der går igen, er problematikken om hvordan at individet skal finde sin plads i fællesskabet – i en familie der er ved at gå i total opløsning og fortælleteknikken er næsten kæk, i et forsøg på at skabe distance til den lettere deprimerende handling, gennem humor og allegori, hvorfor at  alle familiemedlemmer bærer de allegoriske navne fra ’Peter Plys’

Bogen modtog blandede anmeldelser  da den kom ud i 2013 hvor den blev kaldt for konstrueret og klichefyldt;
At den hverken var fugl eller fisk, fordi at forfatteren veksler for meget mellem mytisk fortælling, pjanket Plys-fabel,  og klichéfyldt modernitetskritisk kronik.
Og jeg medgiver at det kan blive en smule for allegorisk og af selvsamme årsag en lidt for  forvirrende, men ikke desto mindre vil jeg alligevel anbefale jer denne, da jeg synes at Brøgger er en meget dygtig forfatter der formår at bibeholde læserens opmærksomhed fra start til slut  og som, med sin ofte underspillede fortællestil, forstår at overraske når man mindst venter det.
Læs den folkens, jeg tror de fleste af jer vil synes om den og så er den perfekt som ferie-læsning!

13646717_10153539371881831_443493118_o

 

 

 

-Der var engang hvor du sang som en
lille fugl for mig

Det var dengang og ‘dengang’  er en helt ny datid, som jeg skal vænne mig til.
En frisk fortid som jeg ikke havde forventet ville overrumple mig, så pludseligt og voldsomt.
Og det er ikke så meget dét at du ikke længere synger.
Den metafor ville du hade, men du er ikke længere her til at redigere i tekster, eller til at forsvare de visioner, du brændte for.
Og der er ingen brønd af ord, som vi længere kan svømme i; ingen tekster vi kan grine af og spejle os i, så nu skriver jeg som jeg har lært, bedst:
Langt værre end dig, mere klodset og haltende, mens jeg indrammer de sætninger, du gav mig engang.
Mens jeg tænker på, at der bag dit alter ego fandtes et menneske –  på trods af din ihærdige indsats, for at hæve dig over netop dét.
Du skulle have vidst bedre, med din brillante forstand;
Man skal ikke bekræftes for at eksistere.

– Nu synger fuglene på tv og der er
skruet ned for dig

Og i nat lå jeg og vendte og drejede mig i sengen, – ind og ud af søvnen, mens jeg forestillede mig dit stemningsleje.
Det minder om mit eget, inden jeg falder i søvn, men jeg udholder det ikke ret længe af gangen og når jeg vågner, er det som en frygtelig mavepuster; en påmindelse om, at det er blevet morgen igen og at jeg ikke kan bryde ud af en virkelighed, jeg sjældent har elsket.
Forskellen er blot, at jeg holder godt fast i dynen, i kaffekoppen og i gråvejrsdagene, for jeg må klamre mig til det konkrete for at overleve.
Så det gør jeg.
Jeg holder hovedet oven vande, selvom at du valgte at sejle væk til et sted, hvor de forstår.

-Og jeg går mellem brølende biler 

Der er en sønderrivende lyd i gaderne  som du  ikke længere kunne rumme og i al denne larm og støj; i det hersens ‘liv’ , gik jeg en tur og kiggede lidt rundt, for måske at kunne finde dig et sted på Amaliegade, eller overfor Marmorkirken.
For at se om besjæling, er noget der duer.
For at gøre et sidste forsøg – rulle en hallucination ud og genskabe dig kort, men det duede slet ikke og  jeg savner din stemme som alle de andre og jeg leder desperat efter noget der ligner.
Efter noget at klynge mig til, som en svagelig dødelig-  et selvbedrag du nægtede at gå ind i.
Måske var den mangel på tro,  det der gjorde dig så ensom og så skarp, for tvivlerne bærer rundt på de tungeste åg.
Det gør de, ikke sandt?

-Og jeg går mellem talende maskiner

Folk råber for højt og’ ikke alt der glimter er guld’ er en sætning, jeg tyvstjal fra dig, med forlov.
Måske glemte du hen ad vejen at efterleve den prædiken du altid gav mig;
At man måtte skabe for at nedbryde og at der var en trang til at nedbryde, for nedbrydelsens skyld, i en verden der aldrig tog dig rigtig alvorligt.
At virkeligheden indhentede dig.
At den endte med, at nedbryde dig.

– Vi kommer til verden med et skrig
efter lyd vi vil høres og røres i, 

men når jeg ikke kan høre dig,
kan du ikke røre mig 

og vi stadig fulde af skrig indeni 

Jeg har aldrig kunne synge – jeg skriger lydløst i stedet, i egen sø, hvor jeg kæmper med at holde hovedet oven vande og omfavne virkeligheden i al dens kynisme, med visheden om, at der nu mangler en måne på stjernehimlen.
Jeg skriver dette fordi, at det er dine lyriske færdigheder, jeg altid har suget til mig.
Dine sætningskonstruktioner jeg altid har taget til  mig, men jeg skriver det hverken pompøst eller prangende – hverken med udsmykning eller svung, for jeg ville aldrig kunne bære, at vanære dit skrevne ord og dit eftermæle, med et vagt plagiat.
Jeg vil bare fortælle historien om, hvordan jeg lærte at skrive om alt der bevæger sig, i mig
At jeg tildeler det hele, en helt særlig mentor.
At de bedste sætninger jeg i fremtiden skriver, er dem jeg dedikerer til dig.

 

 

Der hænger post- it sedler, overalt på min krop
med ord som jeg husker, at glemme
men jeg gemmer dem alle, for at fange fragmenter
har hang til at spille, på de løse tangenter
skylder jeg dig ikke, et helstøbt jeg?

Skylder jeg ikke, en ærlig spejling?
reflekser af nervøse og nænsomme nætter?
vage skygger
et uafsluttet åndedræt
en vissen forfølgelse af
noget, jeg troede der var

Jeg bærer rundt på en flig af
andres silhouetter
– ser dem klarest, uden et navn
og skylder jeg ikke, en gensidig gestus?
jeg skylder dem alle, et udsnit af mig

min stilstand frarøvede mig følelsen af
lysende, lette lanterner
for nu mærker jeg alt, hvad jeg flygtede fra
i tætte og fugtige skyer
hvordan jeg opgav det hele, for at gå dig i hælene
i sicilianske, idylliske byer

jeg har påklistrede post-its, overalt på min krop
‘post- it’ og ‘past it’ – forbi
og din seddel den er falmet, den visnede i vinters
nær Nyhavn, i selskab med min

vi skylder hinanden en note til selv
på gule lemfældige papirer
på dem vil jeg skrive
at der høres en rumklang et sted
– at der findes  en tid og en evighed som
vi aldrig fik slået ihjel’

13570152_10153518019236831_465159533_o
– Samucha

( Indlægget er en fiktiv novelle og er derfor ikke et udtryk for min egen personlige holdning. 
Novellen er den første del, ud af to dele) 

Det var egentlig mest fordi at hun ville vente til, at  blomsterne sprang ud.
Til at det blev lidt varmere i graderne, så hun havde god tid til at forberede sig.
“Gøre sig klar” til sæsonen og alle de fester og sommerbryllupper hun skulle med til.
Blive den bedste version af sig selv.
“Alt bliver perfekt i juni” tænkte hun i sit stille sind,  på en gråvejrsdag i marts.
Til sommer var hun helstøbt.

Hun havde meldt afbud igen, til endnu en middag.
Hun så ingen grund til at udsætte sig selv for fristelser når hun skulle smide lidt på sidebenene, men undskyldningerne var hun ved at løbe tør for.
Der manglede  såmænd bare et par kilo før, at hun ville komme til at  ligne en millon,  men indtil da, måtte hun overholde fasten.
53 kg stod nedskrevet med store blokbogstaver, i kalenderen.
Det var tallet hun valgt som sit endelige mål, på den app der hjalp hende med at holde overblik over kalorierne, men lige nu stod vægten stille, helt stille.
Selvom hendes hårde indsats med både kost og træning gav pote, skulle der tages endnu hårdere midler i brug for at nå idealmålet for hun var skam godt klar over, at hun fra naturens hånd, ikke var skabt til at presse vægten så langt i bund.
At der skulle mere end en gennemsnitlig selvdisciplin til.
En stærk vilje og et meget kontrolleret indtag skulle aktiveres her i slutfasen.

De sidste mange måneder var forløbet roligt og rytmisk  så hun kunne helgardere sig mod uventede situationer.
Situationer, der kunne ødelægge hendes livsstil, hendes nye identitet – og vigtigere endnu; hendes endelige mål for denne sommer.
Så snart de sidste kilo var raslet af, skulle detaljerne bare finpudses; neglene skulle ordnes nydeligt på en salon.
Måske skulle hun få skudt lidt ekstra fylde i læberne og  få fjernet bekymringsrynkerne i panden, og så var hun ellers klar til at møde verden.
Måske ville hun møde en mand.
En svag sitren i kroppen jog igennem hende, ved tanken om  de varme sommernætter som hun skulle tilbringe udendørs med et glas vin i hånden på et lille trattoria, eller hos et større selskab;  i et sommerhus med solbrune mennesker, hvor hun ville overstråle dem alle, med sit nye jeg.
Hendes nye liv ville ligne et helt modemagasin, lo hun for sig selv, mens hun studerede denne sæsons trendy frisurer.
Pandehår var måske ikke en helt dum idé tænkte hun, mens hun stillede sig op på vægten, for anden gang i dag.
Det var rigtigt nok at hun var blevet mindre selskabelig den seneste tid – det var umuligt at løbe fra og noget som hendes gode veninde ofte påpegede, men det var svært at få dem til at forstå, at det  bare var periode der skulle overstås. Et nødvendigt kapitel af livet hun måtte igennem.
At hun væbnede sig med tålmodighed og selvkontrol, mens otte måneder langsomt sneglede sig afsted.

hun havde  studeret alle  sine vinkler i spejlet  og havde indstuderet forskellige grimasser, for at øve sig på et godt smil, så hun tog sig allerbedst ud.
Hun manglede godt og vel kun halvandet kg før at den var  hus og hendes nærmeste, komplimenterede hendes allerede meget slanke figur men hun bemærkede straks den bekymrende og tvetydige mine, som også  indikerede at de synes at hun var gået en smule for vidt.
Dette havde dog bare medført at hun havde trukket sig endnu længere væk, for misundelige mennesker skulle ikke få lov at forpeste hendes visioner, eller forpurre hendes drømme…

fortsættelse følger…

13555800_10153514425551831_139125779_o

 


   – Samucha 

 

Sponsoreret

Så ikke flere strøtanker nu, for ellers mister jeg for alvor jordforbindelsen.
Lad os derimod tale om noget, som alle kvinder benytter sig af, i større eller mindre grad.
Bodylotions, that is.
Nogen af os sværger til de fuldfede versioner, der først smelter ind i huden når næste finanskrise rammer os, men der er ligeledes andre, der helst ser at fugten sætter ind på seks nanosekunder.

Jeg tilhører nok en af de sidstnævnte, for jeg har altid travlt.
Altså ikke travlt som i at ‘gøre mig travl’, eller fordi mit liv har det bemærkelsesværdigt vildt,  men fordi at jeg altid er forsinket på ægte amøbevis.
Dette betyder, at jeg er en halv time håbløst bagud i forhold til alle andre mennesker.
Det er vel nok min egen skyld, for så kan jeg da lære at gå tidligt i seng – men mere om det en anden gang.

Så jeg blev altså introduceret for et nyt tiltag fra Vaseline, og allerede her startede begejstringen så småt, på grund af den nostalgi, som jeg knytter til mærket (I husker vel alle den gule runde universalsalve, der blev smurt på alt fra hudafskrabninger til tørre læber?).
Nu har de altså skabt en hurtigttørrende bodylotion, der fungerer perfekt til folk som mig. De har formået at producere en (billig) bodylotion, der kommer i en fantastisk fiks flakon, som man såmænd bare sprayer på korpus og som trænger i ind huden på ingen tid.

Jeg har testet to variationer for jer:
Den ene er til meget tør hud og er formidabel til vinteren, hvor huden er ekstra udsat.
Den anden er parfumefri og til lidt mindre tør/normal hud og fungerer ret fint, hvis man hurtigt skal have lidt ekstra fugt og rammer en sæson, hvor man ikke “trænger” i ligeså høj grad.
Dog ville jeg snildt kunne bruge førstnævnte året rundt, da jeg ustandseligt går og klør mig på begge skinneben; de har nemlig for vane at tørre helt vildt ud.
Vaseline siger, at den fugter, og jeg siger, at Vaseline har ret – selvom at den føles utrolig let på huden.
Flakonen er intet mindre end genial, for den er nem at dosere, og man får ikke creme, her der og allevegne.
Jeg tog tid på hvor hurtigt lotionen var om at trænge ind, og der gik omtrent et minut før, at jeg glad og frejdig kunne hoppe i mine jeans.
Sidst men ikke mindst er versionen uden parfume en rigtig god idé,  da det for manges vedkommende godt kan være med til at irritere huden unødigt, eller hvis man nu insisterer på at dufte som den kongerose, man jo er.

Som sidste topping på lagkagen ligger sådan en sag til den nette pris af 40 kr., hvilket jo er både SU- og budgetvenligt, således at man behøver at ikke at spinke og spare på produktet, hvilket gør den perfekt som lotion efter den daglige dusch.

I kan læse lidt mere om produktet her

13509504_10153502915186831_259637773_o

God fornøjelse, folkens!

 

Jeg skiftede mit sengetøj igen, på en søndag
-havde behov for at lufte
skiftende hjerteslags, sødlige dufte
for jeg lovede, jeg svor:
‘det her bliver sidste gang’
at jeg deler min måne, mit mørke
i et fremmed menneskes frigjorte favn

jeg måtte skifte mit sengetøj for tredje gang, i ugens løb
jeg fortæller dig dette upåvirket
uden videre omsvøb
messer sagte for mig selv, før at seancen går i gang
sørger omhyggeligt for, at ingen kan genkende
min distinkte lyd af nattesang

Jeg har vasket så meget, at mine hænder er runkne
vaskemaskinen har givet op
tørretumbleren sagde prompte stop
og ‘bare rolig’ siger jeg højt
“det dufter endnu stadig af dig”
men skammen der hænger fast i mit linned
tilgodeser, ingen andre end mig

Jeg har skiftet mine lagner
hver eneste dag
har kæmpet indædt for at fjerne
(en) tidligere elsker(e)s, harske smag
– og hvorfor tvang du mig til at dele min seng
med de tarveligste tåber
hvorfor ligger jeg her igen, når en lille pige indeni mig
hun håber og håber

jeg har skiftet mit sengetøj for syvende gang i træk
jeg har vådtet det til
jeg har ikke været fræk
– for de dråber jeg nævner
flyder ikke i nogens årer
pudebetrækket er såmænd bare vådt på grund af
mine egne formålsløse tårer

Jeg skiftede mit sengetøj
og du skal vide det først:
jeg vil vaske til jeg segner
til jeg er så frigjort af mit savn
at det eneste du hører mig skifte igen
er mit eget efternavn’

13493730_10153497127656831_254630665_o

-Samucha 

loading...