Så nu har jeg aldrig rigtig været den magelige type, der gør mig i store blomsterarrangementer  i hjemmet og jeg udmærker mig heller ikke ligefrem, i selvforkælelse, eller i at gøre det rart for mig selv.
‘Hvorfor skulle jeg’ , tænker jeg ofte, men jeg tror endelig, at den så småt er begyndt at sive ind ( det har været  28 år undervejs) især nu hvor jeg kan mærke efteråret.

Så hvad gør vi folkens – jeg bryder mig ikke om at skulle gå med overtøj og mørke nætter og morgenener i møde  og det kræver fandme sin viking at gennemstå en nordisk vinter og komme ud på den anden side, som et nogenlunde sammensat væsen.
Sådan har jeg det hvert år og nu prøver jeg lige at implementere noget nyt, for forandrings skyld.
Ok, så det lyder ubærlig dumt og banalt, men nu køber jeg altså strik i farver. Stærke farver.
Og blomster og den slags.
Jeg har tænkt mig at teste  om jeg kan ” putte mig ind i en stemning” ligesom dengang man var lille og man lå hos de gamle og der duftede af hjem og mad og genkendelighed- et sted der føltes trygt og rart, hvor mørket ikke kunne ramme dig.
Det kan skam godt være, at man ikke er ti år gammel længere, men der er tidspunkter hvor man stadig er lille og skrøbelig  og derfor er det vigtigt ( for undertegnede) IKKE at have dystre billeder hængende på væggen og lade være med at høre for meget Wagner, eller trist indie.
Derfor har jeg forsøgt indføre lidt  blødhed og “hygge” ind i hverdagen ( jeg har det  meget ambivalent med hygge) selvom  at jeg i bund og grund, godt kan se, at det på sin vis, er lidt  fjollet at man er nødt til at læne sig op af visuelle elementer, for at have det godt, men nu giver vi den den sgu lige en chance.
Mit knastørre skeptiske væsen, løber ingen vegne lige foreløbig.

Så, velkommen til efteråret, kære venner.
Det er tid til ekstra magelighed og tænk lige over, at denne årstid er væsentlig mindre stressende end om sommeren, hvor man død og pine næsten kreperer af dårlig samvittighed hvis man ikke er ude og hælde aperol i svælget konstant fordi “det jo måske er sidste sommeraften i år”
Set fra den vinkel er det da meget rart, at der er en undskyldning for primært at hænge ud med sin dyne.
Fat en farverig strik og frem med det bløde bomuldsundertøj!

PS: Vi skal også i biografen! Vi skal straffe den biograf og se gode film med popcorn!

14536795_10153729884636831_1758579866_o
14536880_10153729884641831_1175225771_o
Strik: H&M   PelsTaske: Elaine Hersby

Livet kan være ulideligt til tider. Ulidelig hårdt og ulidelig let og disse gør begge på hver deres måde naller.
Udefrakommende faktorer som man ikke selv er herre over, som f.eks et brud med kæresten, veninden, eller et tab som fører til dyb sorg er en proces, som de fleste af os, selvsagt er klar over.
Den anden form for smerte, er den “vestlige” form for smerte, som møver sig ind,når der ikke rigtig er noget i vejen hvilket faktisk kan blive et problem , i sig selv.
Det er den lede  indifferens eller ligegyldighed som man føler,når man faktisk har det så godt, at man begynder at kede sig over,at der ikke sker nok.
Når man  fanger sig selv i at vræle over, at man ikke føler eller mærker tilstrækkeligt.

Men fortvivl ej, for jeg skal nok prøve at komme jer til undsætning.
Doktor død her, har  nemlig mange års erfaring på området og mener selv  at jeg med rette kan erklære mig ekspert, når det kommer til melankoli og små-depressioner, over tilværelsens ulidelige lethed.
Nedenfor kommer derfor mine ti bud, hvis man går rundt med et halvtomt glas, eller hvis din  værste frygt i disse dage, er at vinteren er på vej.
Sandheden er nemlig, at livet kan være vidunderligt og af selvsamme grund  er denne slags eksistentielle tristesse,  desværre også et livsvilkår.
Vi tager punkterne i  fællesskab, for guderne må vide,  at jeg også trænger til en kærlig påmindelse:

1.Tag ikke det hele, så gravalvorligt.
Undgå at ryge ind i en nedadgående spiral, fordi at du ikke kan mærke noget lige her og nu.
Tænk langsigtet  og prøv at hop ud af dig selv, for en stund:
Du er inde i en død periode og dem kommer der mange af fremadrettet, fordi at livet i grunden, kan være ufatteligt nærigt med store øjeblikke og “magiske momenter”
Tag din bedste veninde under armen og gå en tur, drik noget vin og grin lidt af din “elendighed” for selvom den er nok så reel, så husk  stadig at sætte tingene i perspektiv og tænk for eksempel over, at du :

a) har begge dine arme ( tænk hvis du bare var en torso) 
b) ikke ikke dømt til døden, for en forbrydelse du aldrig har begået

2.Gå
Gå dæmonisk langt og længe og medbring eventuelt dine hørebøffer, så du kan skabe din egen stemning.
Ja, det skriver jeg: Skab dine egne øjeblikke, for tro mig, de kommer ikke valsende ind af døren af sig selv.
Jeg personligt, går som havde jeg fanden i hælene på gader og stræder både om natten eller om dagen.
Jeg lover dig for, at næsten alt kan kureres, så længe  man er i bevægelse.

3. Vær videbegærlig; Interesser dig for hvad der rører sig, om sig, omkring dig.
Læs bøger der gør dig klog(ere) og udvider dine horisonter og se nogle gode film og serier som du måske kan spejle dig i, når weltschmerzen bliver dig for tung.
Der er altid nogen der har det enten værre eller ligesom dig både på film og i virkeligheden, hvorfor at du skal prise dig lykkelig over,at du ikke er så skide- unik som du går og tror. Det er godt nok heldigt, at vi alle er mennesker for det betyder,at du aldrig er alene.

4. Alliér dig med folk som beriger og stimulerer dig og gå i en bue udenom dem,som dræner dig og kun taler om sig selv.
Du bliver bare endnu mere grundtræt end før.
Vær lyttende, opmærksom og omstillingsparat,selvom at det kræver lidt mentalt overskud
.Du kan få noget rigtig fint fra hånden, som du ikke havde forventet.
Tal åbent og fra hjertet når det gør ondt,men hold igen med at tale folk ihjel, fordi du piller navle.
Skyd brystet frem, vær robust og prøv i stedet at registrere små ting som dufte,blomster og detaljer af de mennesker du møder på din vej. De fordrer til mange smukke øjeblikke, som du kan nyde i eget selskab.

5. Nyd at du kan dagdrømme og drømme.Det er fedt (jeg bestiller næsten ikke andet) fordi, at det fjerner dig fra den (til tider) trøstesløse virkelighed, så glæd dig over, at du er udstyret med en inderverden, hvor du selv kan bestemme dine historier og eventyr.
Det er små glæder  – det medgiver jeg,men forventningsafstemning er alfa og omega hvis du har et ønske om at at stå “nogenlunde tilfreds op om morgen”
Betegnelsen  ‘lykkelig’  bliver i forummet her ikke slynget ud i en lind strøm, for den er  flygtig  ( I ser vel nok, at begge ord minder om hinanden) og kommer kun i bittesmå nærige doser.
Lad være med at volde eller forcere lykken. Den kommer af sig selv og ofte, når man mindst venter den.

6. Sæt dig nogle mål i stedet for at svælge i selvmedlidenhed,ved kun at fokusere på manglerne i tilværelsen:
Er du utilfreds med din krop,  så gør det til et mål at tabe dig, eller at tage på.
Har du visioner du ikke kan slippe,så begynd at realisere de drømme du har, i stedet for bare at tænke dem til døde.
Giv ikke fem fjerbolde for, hvad andre tænker eller mener.
Dit liv er dit helt eget og samfundsnormer og jantelov,  skal ikke stoppe dig så meget som en milimeter, fra det du ønsker dig af tilværelsen.
Selvrealisering er en fremragende tidsrøver og det er i vejen til målet, at lykken glimtvis optræder, da det  netop er her, at  man oplever små successer grundet selvdisciplin, vedholdenhed og viljestyrke.
Adspredelse er det eneste vi har og tiden skal jo gå, så kom i sving.

7. Stop med at sammenligne dig selv og dit livsindhold med andres.
Stop det prompte,  siger jeg til dig, for det er misvisende, det er farligt og sociale medier gengiver hverken livet eller virkeligheden; Det er højdepunkter eller glimt af tilværelsen, som er blevet taget ud af kontekst.
Husk det og lad det i stedet være en dig en inspirationskilde, der fremmer din kreativitet.

8.Du behøver ikke male fanden på væggen og begynde at pådutte dig selv alverdens diagnoser,fordi at du i en måned har været lidt slukket. Tag det roligt og is på.
Du er højst sandsynligt hverken manodepressiv eller skizofren.
Måske er du bare følsom og sårbar, eller også har tilværelsen bare været en tand for monoton i lidt for lang tid.  Måske har du haft for meget tid at tænke i og det i sig selv, kan slukke selv den bedste.
Tal med dine nærmeste, der kender dig rigtig godt; De kan nogle gange hjælpe dig på vej,hvis du har glemt hvad det er der gør dig glad.

9.Vend det hele på hovedet, når livet føles trægt:
I stedet for at tænke over hvor lykkelig du var hin forår 1998,  så tænk over de største nedtursperioder du har været udsat for.
Altså der hvor det har stået VIRKELIG grelt til og du nærmest lå sammensunken på gulvet med tunnelsyn og ikke kunne finde bare een eneste glæde ved noget som helst.
Sammenlign det med din tilstand pt. og vær glad for, at du i det mindste ikke længere er dér.

10. Du er drattet ned af stolen på læsesalen og mozzarellaen var for gammel i din salat.
Katten kastede op i din seng i morges ( true story) og du synes det er HERRE- URETFÆRDIGT.
Gleeeem det. Glem ordet “uretfærdigt .
Livet har aldrig og kommer aldrig, til at belønne folk på retfærdig vis og de bedste kan få  tæv og de værste løber måske  med en pris og det må vi bare æde og acceptere.
Uretfærdigt kan ikke bruges, når det handler om livet og kvaliteten af det.
Vi kan kun handle helhjertet og gøre vores bedste og så er det op til skæbnen eller whatever at belønne os med glæde og glimtvis lykke ( stadig super nærigt), men husk på, at jeg ALTID står klar lige her og nok skal skåle med dig for livet,med mit eget halvtomme glas <3

(Bobleren:
Tål dig selv.Du kan flygte nok så meget:
Rejse fra hus og hjem og skifte kærester og kæledyr ud, men du kan aldrig blive dig selv kvit.
Du er nemlig dømt til at leve med dig selv, til den dag du udånder ( hold ud) og der kan altså sagtens gå, en rum tid.
Derfor er det vigtigt at‘ kunne li sig’ bare en smule, så prøv at holde lidt igen, med selvhadet.
Det fremmer ikke din situation.)

Hav en herlig mandag aften og gi’ lyd hvis i har flere tilføjelser.

14467057_10153722615866831_1936439890_o

-har du set hende for nyligt?
Hun har virkelig lagt sig ud, efter sin graviditet.

-Ja, jeg kunne næsten ikke genkende hende da hun kom gående med barnevognen forleden. Hun må vel nok have taget omtrent 20 kg på.

– Mindst! Hun var jo så tynd engang, ja  jeg husker tydeligt hvordan hun  altid sad og nippede til maden, når vi mødtes i større sociale sammenhænge og hun  skulle altid ud og “lave et opkald” under desserten men det afholdt hende dog ikke fra at lægge saftige burgere ud på instagram, som spiste hun for ti granvoksne mænd.

-Hun kan umuligt være tilfreds med sin krop nu, i forhold til førhen.
Lur mig, om hun ikke går på kur og ligner en levende død om tre uger. Stakkels unge siger jeg bare. Næ; da jeg var gravid med Silas spiste jeg kager, hver eneste dag. Ja, man spiser jo for to, som de siger. Også efterfølgende, ellers har man jo hverken energi eller overskud når den lille kræver fuld opmærksomhed.

–  Ja, naturligvis! Jeg kunne ikke drømme om at udsætte mit barn for sådan en gang spiseforstyrrelse, men jeg hørte at det var noget med ham –  altså at han havde været hende utro og at hun ikke spiste.
Personligt ville jeg aldrig bryde mig om en mand som ham, uanset hvor mange millioner han end måtte have. Jeg begriber simpelthen ikke, at hun finder sig i alle hans sidespring, for dem må han da have i massevis.

Netop, mine ord. Men hun suger  jo på alt med succes og velstand med den sygelige hang hun har, til et liv i luksus.
Simpelthen så overfladisk og tabt for substans.
Ja, nu ved jeg godt, at Nikolai måske ikke tjener kassen, men det betyder skam ikke noget.Vi er nu engang ganske glade og tilfredse med det vi har. Jeg ville aldrig kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg lå i, med mænd for penge og tasker.

–  Jeg har det på samme måde og Peter?  Ja han kan slet ikke udstå disse goldiggere.
Desuden behøver jeg slet ikke den slags dyre ting, jeg mener så du hendes smykker – det er da næsten vulgært med de diamanter og det ur. Puha, ja altså jeg tænker da bare mit. Især efter den lille er kommet til verden. Hun har en klar dagsorden, haha.

Åh hun har sikkert været vidt omkring. Lotte kaldte hende for ‘naturlig smuk’ her den anden dag og jeg måtte le højt.
Hun har da fået lavet ALT der laves kan. Og i så ung en alder, tilmed.

– Jeg gad vide hvor hun får lavet det hår, den fylde er da langfra naturlig. Brysterne strutter som på en 17 årig piges, men tiden indhenter hende ganske vist. Især nu hvor hun har lagt sig ud. Næ, tidens tand kan ingen flygte fra. 

Ja, lad mig bare sige, at jeg ikke ville være i hendes sko. Vi to Trine; vi er heldige,  tænker jeg.
En mand der elsker os, lidt ekstra på sidebenene måske, men vi har det meget bedre end hun har. Dyre tasker eller ej.

– Jeg har faktisk tabt mig et par kg. Du ved; ikke noget vildt, men de røg simpelthen bare af, fordi jeg løber så meget rundt med ungerne. Ja, Peter synes jo det er SÅ pænt, men er MEGET hys med at det ikke bliver for meget.  Jeg skal bestemt ikke tabe mig mere, for så bliver jeg ALT for mager.
Ja og så 
nævner  han tilmed noget med en Chaneltaske, her til min fødselsdag.
Ikke at jeg plager ham – forstår du, jeg er mere end tilfreds med denne Saint Laurent taske  fra sidste sæson, men sådan en lille sag:
Den ville passe perfekt til alt, i mit klædeskab

– Samucha

14446415_10153712296746831_289182246_o
kjole: Baum & Pferdgarten 

Dag 5, Tel Aviv

Vi er kommet tilbage fra nord,  fra grænsen til Libanon og jeg befinder mig atter, i den smeltende hede storby.
Det er efterår siger de, men temperaturerne ligger ikke under de tredive grader og sandet brænder under fødderne så jeg må løbe fra min liggestol og hen vandkanten.
Der er hunde overalt, store og små hunde, alle går rundt med en hund i snor.
Trafikken er bindegal som vanligt og bilerne dytter for et godt ord, men nu er det cyklisterne der er de farligste, for de kører insisterende alle steder, på fortove, på befærdede stier,  på hovedvejene og overfor rødt.
Jeg har ledt efter det perfekte sted at skrive og jeg er gået langt efter forestillingen om  et sted  hvor jeg vil sætte mig  og skrive noget godt.
Jeg prøver ved det næste kryds. Næste vej.  Måske er der noget til venstre selvom jeg udmærket ved at jeg søger forgæves og i blinde.  Har aldrig haft held med at skrive idylliske steder, i smukke omgivelser.
Alt for høje krav til tampen på tastatur, de bedste ideer opstår altid i utide gående, halvt sovende, i en parkeringskælder men aldrig midt i det perfekte hvide.

Jeg er alene her til aften.  Skal spise alene et sted og udvalget er stort med de mange madboder, restauranter og cafeer.
En restaurant bliver for voldsom, med kniv og gaffel og dug, når det kun er mig med min computer under armen, folk kigger på dig en fredag aften – det er shabbat den ugentlige helligdag, hvor man spiser med familie og nære venner.
Jeg sætter mig på en cafe, det er nemmere.
En simpel sandwich, intet bestik , færre mennesker, en cola måske et glas tør hvidvin.
Udenfor.
Helt klart udenfor.
Der er en fugtig varme i luften, den er tung og der hænger en stor, flot fuldmåne på himlen.  Heden gør indbyggerne dovne og dvaske, jeg venter stadig på at nogen tager min bestilling, jeg kan vente længe hvis jeg ikke råber højt.

Jeg har gået langt i dag; en af de dage hvor jeg føler at jeg kunne gå til verdens ende og tilbage igen.
Kierkegaard siger, at der ikke findes så tung en tanke, at man ikke kan gå den væk.
Jeg vandrer i timevis og bruger kroppen så meget som muligt.
Hver morgen står jeg tidligt op og svømmer i en time.  Jeg elsker at svømme – det føles naturlig og let for kroppen, jeg kan mærke hver eneste muskel bevæge sig og der er noget beroligende ved dette.
Måske vi har været fisk engang.
Udover det, solbadning; så man kan li’ sig selv lidt mere. Jeg nyder at se saltplamagerne der efterlades på kroppen, på benene, efter en svømmetur i havet.
Jeg lader som om, jeg er en søgende rejsende, en strejfer mens jeg går på de asfalterede gader, der myldrer af liv.
Det er et udmærket billede af have af sig selv, hvis det nu bliver for trist.
Jeg kan godt li’ det billede af mig selv, den indbildning, for det hæver mig måske til noget der er større.
Det bliver jeg i hvert fald nødt til at gentage for mig selv, hvis der nogensinde skal tillægges en mening med noget  og det har jeg højt og helligt lovet mig selv, er strengt nødvendigt.
Er jeg ensom?
Uden tvivl, jeg er ensom sammen med alle de andre.
Jeg  var ensom da jeg vågnede fra en døs tidligere i dag,  det er et skrækkeligt tidspunkt, når man endnu ikke rigtig er vågen.
Desuden er jeg ikke længere på lykkepiller og jeg noterer mig, at umiddelbare følelser, kan komme susende ind, fra højre.
Glæden ved havet, i dag;  En næsten barnlig lykke over at stå dér i bølgerne, jeg kom endda til at smile ud af ingenting: Susende kom den fra højre- den pludselige spontane lykkerus, når man ikke længere har noget at beskytte sig med.
Glæden ved en velbrygget kaffe og alle gentagelserne; falde ind og ud af adspredelser og læse en god bog i sengen.
Jeg elsker at læse en god bog i sengen, med hovedet lænet op af to hovedpuder.
Finde ny musik, nye toner i andre stemninger.
Jeg har besvær med at skrive herfra, hvor jeg sidder.
Der er mange mennesker på gaden, der er for meget at se.
Nogen går alene, andre med en hund i snor, nogen går i par og andre i grupper.
De sludrer med hinanden over en øl.  De mødes til en kaffe og en cigaret, de sidder på en bænk og kigger på mennesker.
Ensomme,  med alle os andre.
Sammen og hver for sig.
Jeg sidder lige overfor ved et andet bord og skriver til dig, en fredag aften i Tel Aviv.
At du aldrig er ensom alene.
Hør, du er aldrig den eneste.

14375207_10153703783886831_2009864160_o

Det var ikke som sådan den korte mellemlanding i Bruxelles lufthavn der trak tænder ud i går morges, men den lange gåtur fra den ene terminal fra den anden.
Jeg havde ikke sovet hele natten, af frygt for at misse flyet og sove over mig for jeg  har – indrømmet –  en  kedelig tendens til altid at gå glip af afgørende afgange og andre vigtige højdepunkter her i livet generelt, hvorfor at’ lige ved og næsten’ kan kaldes for en ret så fyldestgørende opsummering af min tilværelse, indtil videre.
Kun to timer i fly og mine ben værker noget så frygteligt, mens jeg slæber  på min håndbagage der ( naturligvis) kun fungerer hvis man bærer monsteret i hanken. Dette er udelukkende selvforskyldt, da jeg vurderede at en lang rem ville ødelægge æstetikken ved håndværket og i køen ud af flyet,bander og svovler jeg i mit stille sind, over mine urealistiske forestillinger, om cool kvinder på farten som jeg i et svagt øjeblik, lod mig forføre af, på idiotiske instagram.

Nuvel, jeg skuer efter den nærmeste rygekupé for jeg trænger noget så frygteligt til en smøg, mens jeg binder mit bundesliga- hår( forsovet fra flyet med uregerligt nakkehår) op i en høj knold og skider højt og helligt på, at jeg ligner en lille egyptisk dreng,  i dueblåt krøllet silke (mer’ idioti) og man-bun.
Dertil er jeg alt for dødelig træt og jeg er lige ved at miste modet, men ser så gudhjælpemig et cigaret -skilt og skynder mig derfor at stige af den sølvgrå rulletrappe, for at vende om og træde ind i en sky af røg, hvor vi alle som een, sidder dér og ser undskyldende og  flove ud, fordi at vi jo alle godt ved bedre end dét.
De fleste ser op idét jeg træder ind af døren, der omgående lukkes igen, således at man ikke skal forpeste den øvrige befolknings lunger, mens jeg kigger ned og med ludende skuldre står og skammer mig lidt i et hjørne,  sammen med alle de andre misbrugere der bare ikke kan styre sig.

Sådan står vi så dér;  En lille slunken minoritet med trætte øjne og en morgentung dårlig samvittighed, repræsenteret fra alle fire verdenshjørner med dét tilfælles at vi skal ryge en smøg i fred og ro, i et tilrøget lokale for en stund.
Der står en sort mand i højre hjørne – jeg vurderer ham til at være etioper grundet hans lange slanke skikkelse men har selvsagt ingen anelse og bag mig; en polsk dame der intenst stirrer op og ned af mig, som var jeg netop trådt ud fra det hinsides.
Der er også en overvægtig jøde med sort hat tilstede ( det må jeg gerne skrive for han var ganske kolossal) og knapperne på den hvide skjorte, kæmper en urimelig kamp, for at holde hans mave på plads.
En engelsk herre gør plads ved sit bord fordi jeg står og fylder mellemgangen med min åndssvage  taske så jeg pløjer mig  vej hen mod det store vindue, med udsigt til de afgående fly, hvor jeg ser mit spejlbillede for første gang i dag og konstaterer hvor grå i hovedet ,jeg egentlig er.
Det bliver godt med lidt kulør i Israel og jøden med hatten, skal sikkert på samme fly som jeg og derfra muligvis videre til Jerusalem og nu sker der så dét, at der kommer en anden jøde ind i kupeen og der opstår således nu, en rygende jøde-minoritet i en allerede eksisterende minoritet, og den store jøde slår straks blikket op, for han kan på et splitsekund genkende den nytilkomne mands trosretning, på krøllerne ved ørerne (pais red)
Efter at der er gået et  lille minut,  slår  han hænderne ud og tilbyder den jødiske mand, pladsen ved siden af ham (hvor hans håndbagage pænt har optaget pladsen i den overfyldte kupé) mens jeg olmt kigger med.
Sådan begynder de så at sludre og konversere i eet væk,  for de skal samme vej.
Samme vej som mig og måske er det bare fordi, at jeg er træt og uoplagt at jeg næsten må bide sammen, af indædt raseri, for havde han kendt til mit etniske ophav havde han sikkert og vist, ladet mig sidde der også – noget som jeg en tidlig morgen i Bruxelles lufthavn, finder pænt pisseprovokerende.
Endnu en plads bliver ledig – nu går hun omsider, den polske dame og jeg sætter mig ned og tager min telefon op til øret mens jeg på fejlfrit hebraisk, lader som om, at jeg samtaler.
Begge jøder stopper  abrupt deres dialog og kigger hen på mig og jeg  vender mig mod etioperen, for demonstrativt at spørge om, han ikke vil sidde ned – ved siden af mig, for min taske behøver jo ikke også have egen siddeplads, mens jeg inderligt håber på, at de noterer sig min tavse skideballe omhandlende dyrkelsen af almen næstekærlighed.
Den slags trosbetingede form for samhørighed, gør mig ærlig talt lidt vred.
Det er akkurat situationer som denne her, der gør det vanskeligt, at opnå verdensfred.

14359683_10153694079416831_1988621750_o
Badedragt: Sakura 
Jeg hører, at I har INDIAN SUMMER DERHJEMME, MAND!
Kan I nyde det, folkens!
Fugtige  hilsener fra det nordlige Israel!

Her  står han så
min gule elsker.
Med hængende hoved og med halvåbne øjne
for jeg kysser ham kun
gennem  tremmer
af et digt
stående bag ovale vinduer
-stående ser jeg passivt til

Se månen, midnatssol
Nært forestående sammenbrud
Nært forestående fortidsfejl
og hvad stiller man op med sådanne stakler?
“Dit fængsel,er din fantasi”
bagom tremmer
af et digt
se,solen den stråler
af savn

Der står han så
min gule elsker
mens titusinde dage
de løber som heste
Undskyld, fordi
at der ikke findes en gud
og at jeg ikke formår bedre
end at leve

indefra og ud

– Samucha
14329416_10153687003811831_1495084003_o
Strik : Wuth Casmere

Okay, det er jo ufattelig sjældent at jeg piber op om kluns og sko i dette forum, men der er liiiiige en ny stjerne på himlen som I måske bør stifte bekendtskab med.
Om ikke andet så i hvert fald bare med hendes website, fordi at billederne sidder lige i skabet.
Maryam Nasir Zadeh er navnet, folkens og jeg KA’ LI’ hendes fodtøj.
En blanding af retro og kitsch men samtidig super anvendeligt til hverdag, på en mega underspillet måde, der rammer mig lige durk i mit blødende forbruger- hjerte.
Kontrasten mellem de lidt kejtede sandaler tilsat et par fede jeans og hele den der urbane city stemning, er perfekt.
Jeg tror hun har ramt noget ret essentielt, for dem der går meget op i de små detaljer.
Der er andre fede (og dyre) ting at finde på hendes website her, men nu er det primært skoene, som jeg dåner over.
Nu rejser jeg snart til Tel Aviv og lover lidt mere aktivitet herinde.
Jeg har knoklet som en gal de seneste måneder og deraf fraværet.
Håber,  I stadig hænger i!

pinkfeat_dbb1f2ae-5e37-4209-a6ea-a09c1f88b37e_1024x1024 maryamfeature_1024x1024 sophiesandalfeature_1024x1024 blackpfeat_1024x1024

 

Overskriften kan for dem der kender bloggen her, komme som en let forskrækkelse, for I vil vide at jeg hverken er særlig “organisk” , eller fører en synderlig holististisk livsstil.
Jaja, bevares –  jeg kommer da nogenlunde rundt om min madpyramide, men de som religiøst dyrker hvad de stopper i gabet vil med garanti mene at jeg er forholdsvis fejlernæret.
Men nok om mig og mine sære vaner.

Jeg faldt over “The organic boho” for en rum tid siden – ikke på grund af deres organiske eller veganske visioner, men snarere på grund af den fine tanke, der ligger bag.
Det korte af det lange er, at dette innovative tiltag har et ønske om at passe på vores klode og det appellerer til mig.
“Eat local&Go global” er deres slogan og de har et ønske om at lave “ready made” produkter via brug af de lokale fødevarer vi har til rådighed.  Fødevarerne vil dermed blive uddelegeret til både supermarkeder, universiteter, flyselskaber, skoler og festiver og således er det meningen at vi reducerer en masse spild alt imens man sørger for både fairtrade og skåner vores stakkels miljø.
Det kan selv ikke jeg store skeptiker sige et ondt om.

Kvinden bag, er dansker og hedder Karina Bruun og hun er en ambitiøs kvinde der næste år vil åbne en ny butik på redmolen ved nordhavn lige ud til vandet.
Visionen er at det skal emme af ibiza- vibes  på selvsamme sted der netop har dannet rammerne om Copenhagen social festival.
Konceptet skal være 100% økologisk, vegansk og der lægges vægt på social cooking, sund livsstil og som samlingspunkt blandt folk ( Sidstnævnte appellerer klart mest til undertegnede)
og jeg har spurgt Head of Pr Simone Frisbæk om en ting eller to , nu hvor de sigter efter at skabe et helt nyt Nordhavn.
Kort og præcist:

– Hvorfor er The Organic Boho på Redmolen?

”Det er vi af den simple årsag, at vi gerne vil være med til at udvikle og sætte vores aftryk på den nye bydel, i den helt spæde opstart. 

– Og hvordan har i tænkt jer at gøre det?

”Det kan vi ved at skabe opmærksomhed omkring området qua dens beliggenhed. Vi håber på at fange Nordhavn-beboerne i nærområdet først, og dernæst nå ud til en bredere skare, så alle københavnere kan få glæde af områdets fede muligheder.”
Københavnere lader allerede til at tage den nye bydel til sig.
redmolen  skal blive en slags oase.  Man skal lade sig opsluge af en tidsånd der er organisk og man skal være bevidst om hvad man putter i munden, mens at man slapper af til tonerne af musikken, eller tager en dukkert, inden at man cykler tilbage til byens travlhed.

Som ekstra flødeskum på en allerede vældig lagkage har Organic Boho udpeget en af min egne foretrukne pladevendere  Dj’en Thomas Madvig der har prydet den københavnske musikscene i 27 år.
Han skal stå for lydtapetet i det nye Nordhavn, alt imens at folket mæsker sig i velsmagende og lækre retter.
Madvig selv, er heller ikke galt afmarcheret, når han tilføjer at udsigt og frit hav gør noget ved folks mentaliet og humør. I et rum er man nemlig fanget i en vibe, hvorimod at åbne luftige rammer skaber en helt anden og mere tilbagelænet stemning der gør os mere modtagelige for den sydlandske, varme house,  han har tænkt sig at bruge som underlægningsmusik.

Skud ud til Karina Bruun & team for et nytænkende og modigt skridt mod et endnu mere, mangfoldigt København.
Jeg kender lidt til det hårde arbejde bag store visioner, og jeg ved at det kræver lidt mere mandsmod, end som så.
Jeg glæder mig til næste år!
image1

327270_16_9_large_476

 

 

 

 

 

 

( sponsoreret indlæg) 

Indlægget her, er den anden fortælling  ud af tre der handler om at sige ja.
I første fortælling, fortalte jeg om hvordan man til tider bør sige ja til at løbe risici – i mit tilfælde ved at starte en virksomhed op, under finanskrisen.

Denne er en del mere personlig, for det slog mig mens jeg spekulerede lidt over hvad jeg ville nedfælde, at et ja til en ting,ofte er et nej til noget andet.
Det giver i grunden ret god mening så lad os tale om menneskelige kvaliteter og egenskaber på godt og ondt og lad mig for en god ordens skyld gøre jer opmærksom på at “mig mig mig” i dette indlæg er ment som, at I kan spejle jer i mig, for teksten her er råt for usødet;  et af de indlæg, hvor jeg ikke kan gemme mig bag en novelle eller et digt som jeg har fået for vane  og det kan derfor  hurtigt fremstå meget navlepillende, hvilket IKKE er min hensigt.
Mit budskab og min forhånds-undskyldning er såmænd bare, at teksten her kan vise jer ,hvad man i hvert fald  IKKE skal gøre…

Min bedste kvalitet er måske også  min værste : Jeg er ualmindelig  –  som i fuldstændig talentløs – til at sige fra hvilket gør mig meget dygtig til at tilpasse mig.
I forestiller jer måske Florence Nightingale– syndromet med mig store fæ, komme ridende på hvid enhjørning og dermed samle alle stakler og triste skæbner op på min vej.
Eller mig der redder børn ud af et brændende hus, for derefter at ofre mig på bedste martyr-vis,for mine medmennesker.
Det er naturligvis ikke sådan, det forholder sig.
Det handler i bund og grund (som altid)  om noget selvisk.

Det handler om mig, der ikke kan sige ikke kan sige fra, om det så gjaldt mit liv;
At jeg er enormt bange for at skuffe andre mennesker, hvilket gør mig både konfliktsky og totalt omstillingsparat på en og  samme tid.
Jeg kan simpelthen ikke komme i klammeri med nogen eller noget, medmindre at man har trådt på mig i en sådan grad, at det næsten er komisk.
Hvorfor? Fordi jeg har en dårlig vane til at vende  op og ned på alt.
Fordi jeg ser tingene fra  den ene og den anden  side og og oppefra og nedefra og bagfra  og fra siden, hvorfor jeg ALTID ender med at kunne se en “pointe” eller mening med modpartens argument eller hensigt, hvilket gør at  jeg betvivler min egen holdning eller mening til tingene, for verden er jo ikke sort og hvid – den er mere nuanceret end som så og dette har uden tvivl medvirket til at jeg tolerer en del og er ret så rummelig, men det gør mig samtidig også meget vag.
Det kan for mange af jer lyde som  mangel på integritet, eller som var jeg komplet karaktersvag, men det handler nok mere om at jeg selv er enormt sårbar, hvilket gør mig 100% bøjelig.
Når man er lidt skrøbelig er man ofte også meget fintfølende og for mig har det betydet at jeg ofte kan fornemme hvis folk er kede, triste eller har brug for noget balast hvorfor jeg straks melder mig og står klar døgnet rundt, som en anden 7/11 kiosk, hvor man bare kan vade lige ind, på alle døgnets timer.
Jeg  fyldes hurtigt op af indtryk – både indre og ydre stimuli og det tager mig lang tid at fordøje, fordi at jeg ikke har et filter og ikke bare  kan lade ” det fare”
Når nogen derfor har det dårligt eller er kede af det, begår jeg den fatale fejl at går på kompromis med mig selv og mine grænser, hvis jeg tror at de kan få det bedre – også selvom at det er en kæmpe bjørnetjeneste ( pointen kommer senere i indlægget) fordi  at min trofaste følgesvend “skyldfølelse” æder mig op indefra , hvis jeg ikke afsætter tid og overskud til at være der for dem.
At sige ja til at sige nej er faktisk reelt nok, hvis man har et ønske om at være et sundt og velfungerende menneske, men vigtigst af alt ; hvis man  har et ønske om at være en god ven, familiemedlem,  eller kæreste.

Når jeg ikke får afgrænset, når jeg ikke får sagt nej bliver jeg udmattet og drænet og jeg bryder sammen på fjollede tidspunkter og  kan ikke tåle større menneskemængder eller sociale sammenkomster  og derfor vælger jeg den dummeste og mest kujonagtige udvej, fordi jeg ikke kan tage en konfrontation op:
Jeg trækker mig totalt, går ind i mig selv, bliver ked af det og så er jeg da slet ikke noget værd, hverken for mig selv eller for de andre.
Når det er værst, forstår jeg ikke at folk vedbliver med at læsse  bagage af, når de MÅ kunne mærke at man allerede har 4 håndtasker i hver hånd og tre backpacks på ryggen, men ikke desto mindre nytter det jo ingenting hvis man ikke får kommunikeret det ud.
Det er en lidt atypisk måde at tale om “at sige ja” men jeg forestiller mig at jeg ikke kan være den eneste, der har det på denne måde, hvorfor jeg med glæde skriver et personligt indlæg, hvis det kommer nogen af jer tilgode.
Jeg har kæmpet med det her i mange, mange år og jeg er stadig rigtig dårlig til at sætte grænser. Stadig rigtig dårlig til at afgrænse, men vil man  være alt for alle, er man ikke nogen for noget og det er ekstremt vigtigt at I der kan nikke genkendende til ovenstående, ALTID har det in mente.
At ‘ja til at sige nej’ er essentielt, hvis man vil være der for dem man elsker og ikke mindst –  for sig selv.

14203658_10153658651676831_1567936493_o

Giv den endelig fuld spade i kommentarfeltet – jeg vil gerne høre jeres historier!
Mange varme hilsener fra bløddyret

Så jeg var til polterabend for en nær barndomsveninde her forleden og traditionen tro var vi en masse høns med højt humør og ved godt mod, som alle fejrede den kommende brud, så godt vi nu kunne.
Som de fleste af jer ved, kan sådan en dag godt strække sig til over 12 timer og udholdenheden hos hver enkelt, er forskellig fra person til person.

Jeg skal blankt indrømme at jeg til større  selskaber eller arrangementer oftest er at finde i køkkenet, hvor jeg sikkert sidder fordybet i en en-til-en samtale, med en af de andre gæster.
Jeg er ikke den, der fluks stikker poten i vejret til en øl- stafet, men jeg byder ind så godt jeg nu kan, med det jeg nu formår.
Når mange kvinder tilbringer en hel dag sammen, er det ofte, at der  piskes en stemning op, hvor vandene deles hvis ikke alle(død og pine)  danser synkront  til Beyonce, mens vi højtråbende omfavner og hylder frodige former (dette på trods af, at vi alle minuttet forinden postulerer, at vi respekterer hinandens forskelligheder. )
Man kan nemlig  godt risikere, at ryge i kategorien “lyseslukker” hvis man  ikke ’slår  til søren’ og ryster alt der kan rystes på kroppen for NU skal der saftsusemig gives slip!
Her vil jeg  som indskudt sætning, dog gerne lige understrege, hvor befriende det dog er, at man til tider bare slår sig løs, skejer ud og lader selvbevidstheden ligge hjemme i skuffen, hvis man trænger til det.
Ligeledes vil jeg også gerne gøre opmærksom på, hvor befriende det er, ikke at skulle tvangsbunde seks bajere,fordi majoriteten kan tåle det, eller at få lov til, at sidde lidt stille et hjørne og iagttage,samtidig med at man ( helt dybfølt og oprigtigt) hygger sig, på sin egen facon.

Så I har nok forstået at jeg ikke er så dygtig til at ’slå til søren og slippe mig selv ” fri ” fordi at den slags “frihed” for mig snarere bliver noget ‘villet’ og nødtvungent – altså ret ufrivilligt og det får mig selvsagt til at studse over en ting eller to:

I denne “individuella- tid” taler vi varmt  om, at hylde hinandens forskelle, for det er deri at tolerancen og rummeligheden kommer til udtryk.
Man ynder at sige, at det ville være umådelig kedeligt hvis alle var ens, for så ville vi i sagens natur, godt nok være en sølle flok, der alle løb rundt på kloden og tænkte og handlede identisk.
Heldigvis er det jo ikke sådan det forholder sig, for lige nu står der nogle derude og demonstrerer imod Arla – mælk, andre går ind for scientology og så findes der en masse minoriteter rundt omkring i verden,som er nødt til at kæmpe med næb og kløer, for at forsvare sig mod diverse fordomme om køn, seksualitet og etnicitet.
Det korte af det lange er: vi differentierer os, fordi vi er forskellige.
Vi differentierer os lidt mere aggressivt når vi føler os truet,eller ikke bliver accepteret for det vi er.
For mig at se, er denne hyldest til forskelle, en svær størrelse  for jeg tror, at der (desværre) er mere lavloftet end man lige umiddelbart skulle tro:
Der er masser af kasser man kan proppe hinanden (og sig selv) ned i, hvilket udmunder i, at vi kommer længere væk fra hinanden i vores krampagtige forsøg, på at få en accept af det vi står for.
Profetien bliver så at sige selvopfyldende, således at EGNE meninger og overbevisninger bliver  det eneste der fylder, hvilket fordrer til mindre rummelighed og mindre plads,til den anden.
Det er lidt som hvis man med vold og magt, prøvede at tvinge en murbrok, ind i gennem en brevsprække.

Personligt, mener jeg at dét at hylde hinandens forskelle, er utrolig fint, bevares, – men det er svært at handle på, i praksis;
Højgravide kvinder har en tendens til at stimle sammen i flok, fordi at de har noget specifikt tilfælles, mens “drukmåsene” får frit afløb på dansegulvet og spejler sig i hinanden og sådan holder man sig til samme sti, fordi at både synlige og usynlige forskelle, hindrer forskelligheder, i at mødes.
Jeg bliver tusind- års træt, af mennesket som et omvandrende banner med et påskrevet manifest, som hele identiteten skal koges ned til.
At man enten er et politisk, feministisk eller transkønnet slogan, før at man er menneske for det er virkelig med til at hindre  osi  at opnå en følelse af samhørighed, som mennesker.
Med det sagt ville jeg klart ønske, at vi alle kunne rumme diversiteten og alsidigheden hos vores medmennesker,  ligesom at jeg ønsker mig både havfruer og enhjørninger i gadebilledet, men faktum er, at man (ofte) af gode grunde ikke kan forestille sig hvordan andres liv er, før at man selv har mærket det på egen krop  og deraf kommer manglen på den forståelse og den accept, som vi så inderligt længes efter.
En anden plausibel grund kunne være, at det ikke er alle der ønsker at udvide deres horisonter fordi det “fremmede og ukendte” er angstprovokerende og det er årsager som disse, der gør det svært at rumme hinandens forskelligheder, selvom at vi velmenende bestræber os på det.
Vi taler om hvor vigtigt det er, at vi ytrer os og at vi har ret til egne meninger og holdninger.
Jeg vil gerne tale om retten til rummelighed, men i endnu højere grad om, hvor mange katastrofer vi ville kunne afværge hvis vi fandt fælles fodfæste på baggrund af  vores ligheder – skrabet ned på det helt banale plan:
At ham den troende muslim i Sudan, der går barfodet omkring på gaden, har de samme følelser som jeg.
Han går på to ben, ser på den samme himmel og han indånder den samme luft som jeg.
Vi fødes og vi skal begge to dø, en skønne dag.
Mens det står på, kunne vi med fordel bruge tiden på, bare at være væsener der –  alle som en –  ikke har nogen anelse om, hvorfor vi er her.
Vi ved bare at vi skal være.
Og vi mærker alle, at vi er.
Måske skal vi huske på, at vi alle er mennesker.
Bagefter – er vi dig og mig.

14124150_10153651488656831_693266907_o

Nå, men det blev meget langt og meget “fællesbål” agtigt indlæg, men nu lå det mig altså tungt på sinde.
Giv den endelig fuld spade i kommentarfelt – det kan blive en interessant debat!

Nyd resten af jeres søndag, folkens!

loading...