Der hænger post- it sedler, overalt på min krop
med ord som jeg husker, at glemme
men jeg gemmer dem alle, for at fange fragmenter
har hang til at spille, på de løse tangenter
skylder jeg dig ikke, et helstøbt jeg?

Skylder jeg ikke, en ærlig spejling?
reflekser af nervøse og nænsomme nætter?
vage skygger
et uafsluttet åndedræt
en vissen forfølgelse af
noget, jeg troede der var

Jeg bærer rundt på en flig af
andres silhouetter
– ser dem klarest, uden et navn
og skylder jeg ikke, en gensidig gestus?
jeg skylder dem alle, et udsnit af mig

min stilstand frarøvede mig følelsen af
lysende, lette lanterner
for nu mærker jeg alt, hvad jeg flygtede fra
i tætte og fugtige skyer
hvordan jeg opgav det hele, for at gå dig i hælene
i sicilianske, idylliske byer

jeg har påklistrede post-its, overalt på min krop
‘post- it’ og ‘past it’ – forbi
og din seddel den er falmet, den visnede i vinters
nær Nyhavn, i selskab med min

vi skylder hinanden en note til selv
på gule lemfældige papirer
på dem vil jeg skrive
at der høres en rumklang et sted
– at der findes  en tid og en evighed som
vi aldrig fik slået ihjel’

13570152_10153518019236831_465159533_o
– Samucha

Det var egentlig mest fordi at hun ville vente til, at  blomsterne sprang ud.
Til at det blev lidt varmere i graderne, så hun havde god tid til at forberede sig.
“Gøre sig klar” til sæsonen og alle de fester og sommerbryllupper hun skulle med til.
Blive den bedste version af sig selv.
“Alt bliver perfekt i juni” tænkte hun i sit stille sind,  på en gråvejrsdag i marts.
Til sommer var hun helstøbt.

Hun havde meldt afbud igen, til endnu en middag.
Hun så ingen grund til at udsætte sig selv for fristelser når hun skulle smide lidt på sidebenene, men undskyldningerne var hun ved at løbe tør for.
Der manglede  såmænd bare et par kilo før, at hun ville komme til at  ligne en millon,  men indtil da, måtte hun overholde fasten.
53 kg stod nedskrevet med store blokbogstaver, i kalenderen.
Det var tallet hun valgt som sit endelige mål, på den app der hjalp hende med at holde overblik over kalorierne, men lige nu stod vægten stille, helt stille.
Selvom hendes hårde indsats med både kost og træning gav pote, skulle der tages endnu hårdere midler i brug for at nå idealmålet for hun var skam godt klar over, at hun fra naturens hånd, ikke var skabt til at presse vægten så langt i bund.
At der skulle mere end en gennemsnitlig selvdisciplin til.
En stærk vilje og et meget kontrolleret indtag skulle aktiveres her i slutfasen.

De sidste mange måneder var forløbet roligt og rytmisk  så hun kunne helgardere sig mod uventede situationer.
Situationer, der kunne ødelægge hendes livsstil, hendes nye identitet – og vigtigere endnu; hendes endelige mål for denne sommer.
Så snart de sidste kilo var raslet af, skulle detaljerne bare finpudses; neglene skulle ordnes nydeligt på en salon.
Måske skulle hun få skudt lidt ekstra fylde i læberne og  få fjernet bekymringsrynkerne i panden, og så var hun ellers klar til at møde verden.
Måske ville hun møde en mand.
En svag sitren i kroppen jog igennem hende, ved tanken om  de varme sommernætter som hun skulle tilbringe udendørs med et glas vin i hånden på et lille trattoria, eller hos et større selskab;  i et sommerhus med solbrune mennesker, hvor hun ville overstråle dem alle, med sit nye jeg.
Hendes nye liv ville ligne et helt modemagasin, lo hun for sig selv, mens hun studerede denne sæsons trendy frisurer.
Pandehår var måske ikke en helt dum idé tænkte hun, mens hun stillede sig op på vægten, for anden gang i dag.
Det var rigtigt nok at hun var blevet mindre selskabelig den seneste tid – det var umuligt at løbe fra og noget som hendes gode veninde ofte påpegede, men det var svært at få dem til at forstå, at det  bare var periode der skulle overstås. Et nødvendigt kapitel af livet hun måtte igennem.
At hun væbnede sig med tålmodighed og selvkontrol, mens otte måneder langsomt sneglede sig afsted.

hun havde  studeret alle  sine vinkler i spejlet  og havde indstuderet forskellige grimasser, for at øve sig på et godt smil, så hun tog sig allerbedst ud.
Hun manglede godt og vel kun halvandet kg før at den var  hus og hendes nærmeste, komplimenterede hendes allerede meget slanke figur men hun bemærkede straks den bekymrende og tvetydige mine , som også  indikerede at de synes at hun var gået en smule for vidt.
Dette havde dog bare medført at hun havde trukket sig endnu længere væk, for misundelige mennesker skulle ikke få lov at forpeste hendes visioner, eller forpurre hendes drømme…

fortsættelse følger…

13555800_10153514425551831_139125779_o

 


   – Samucha 

 

Sponsoreret

Så ikke flere strøtanker nu, for ellers mister jeg for alvor jordforbindelsen.
Lad os derimod tale om noget, som alle kvinder benytter sig af, i større eller mindre grad.
Bodylotions, that is.
Nogen af os sværger til de fuldfede versioner, der først smelter ind i huden når næste finanskrise rammer os, men der er ligeledes andre, der helst ser at fugten sætter ind på seks nanosekunder.

Jeg tilhører nok en af de sidstnævnte, for jeg har altid travlt.
Altså ikke travlt som i at ‘gøre mig travl’, eller fordi mit liv har det bemærkelsesværdigt vildt,  men fordi at jeg altid er forsinket på ægte amøbevis.
Dette betyder, at jeg er en halv time håbløst bagud i forhold til alle andre mennesker.
Det er vel nok min egen skyld, for så kan jeg da lære at gå tidligt i seng – men mere om det en anden gang.

Så jeg blev altså introduceret for et nyt tiltag fra Vaseline, og allerede her startede begejstringen så småt, på grund af den nostalgi, som jeg knytter til mærket (I husker vel alle den gule runde universalsalve, der blev smurt på alt fra hudafskrabninger til tørre læber?).
Nu har de altså skabt en hurtigttørrende bodylotion, der fungerer perfekt til folk som mig. De har formået at producere en (billig) bodylotion, der kommer i en fantastisk fiks flakon, som man såmænd bare sprayer på korpus og som trænger i ind huden på ingen tid.

Jeg har testet to variationer for jer:
Den ene er til meget tør hud og er formidabel til vinteren, hvor huden er ekstra udsat.
Den anden er parfumefri og til lidt mindre tør/normal hud og fungerer ret fint, hvis man hurtigt skal have lidt ekstra fugt og rammer en sæson, hvor man ikke “trænger” i ligeså høj grad.
Dog ville jeg snildt kunne bruge førstnævnte året rundt, da jeg ustandseligt går og klør mig på begge skinneben; de har nemlig for vane at tørre helt vildt ud.
Vaseline siger, at den fugter, og jeg siger, at Vaseline har ret – selvom at den føles utrolig let på huden.
Flakonen er intet mindre end genial, for den er nem at dosere, og man får ikke creme, her der og allevegne.
Jeg tog tid på hvor hurtigt lotionen var om at trænge ind, og der gik omtrent et minut før, at jeg glad og frejdig kunne hoppe i mine jeans.
Sidst men ikke mindst er versionen uden parfume en rigtig god idé,  da det for manges vedkommende godt kan være med til at irritere huden unødigt, eller hvis man nu insisterer på at dufte som den kongerose, man jo er.

Som sidste topping på lagkagen ligger sådan en sag til den nette pris af 40 kr., hvilket jo er både SU- og budgetvenligt, således at man behøver at ikke at spinke og spare på produktet, hvilket gør den perfekt som lotion efter den daglige dusch.

I kan læse lidt mere om produktet her

13509504_10153502915186831_259637773_o

God fornøjelse, folkens!

 

Jeg skiftede mit sengetøj igen, på en søndag
-havde behov for at lufte
skiftende hjerteslags, sødlige dufte
for jeg lovede, jeg svor:
‘det her bliver sidste gang’
at jeg deler min måne, mit mørke
i et fremmed menneskes frigjorte favn

jeg måtte skifte mit sengetøj for tredje gang, i ugens løb
jeg fortæller dig dette upåvirket
uden videre omsvøb
messer sagte for mig selv, før at seancen går i gang
sørger omhyggeligt for, at ingen kan genkende
min distinkte lyd af nattesang

Jeg har vasket så meget, at mine hænder er runkne
vaskemaskinen har givet op
tørretumbleren sagde prompte stop
og ‘bare rolig’ siger jeg højt
“det dufter endnu stadig af dig”
men skammen der hænger fast i mit linned
tilgodeser, ingen andre end mig

Jeg har skiftet mine lagner
hver eneste dag
har kæmpet indædt for at fjerne
(en) tidligere elsker(e)s, harske smag
– og hvorfor tvang du mig til at dele min seng
med de tarveligste tåber
hvorfor ligger jeg her igen, når en lille pige indeni mig
hun håber og håber

jeg har skiftet mit sengetøj for syvende gang i træk
jeg har vådtet det til
jeg har ikke været fræk
– for de dråber jeg nævner
flyder ikke i nogens årer
pudebetrækket er såmænd bare vådt på grund af
mine egne formålsløse tårer

Jeg skiftede mit sengetøj
og du skal vide det først:
jeg vil vaske til jeg segner
til jeg er så frigjort af mit savn
at det eneste du hører mig skifte igen
er mit eget efternavn’

13493730_10153497127656831_254630665_o

-Samucha 

I dag skal vi for en sjælden gangs skyld, ikke tale om alt det vi længes efter eller mangler i vores liv, men derimod om det vi har.
Min største udfordring her i livet, har uden tvivl været at afstemme mine forventninger til tilværelsen og det har været med til – i perioder, at forringe min livskvalitet væsentligt.

Jeg har skullet lære, at holde op med hige efter et smukt bjerglandskab, når jeg lå ved vandet og lyttede til bølgernes rytmiske slag.
Holde op med, at ønske mig en vaffelis, når jeg var ved at  konsumere en softice, selvom at det er menneskets natur og nogen vi allesammen oplever fra tid til anden.

Så der var engang hvor du gloede ind gennem hækken hos Hr. Jensen, der havde købt den store volvo og hans terrier var nyklippet og havde fået luksusbad hos den lokale hundeklipper, alt imens din egen vovse havde det ene ben i graven og dit ramponerede køretøj var på værksted for tredje gang, i denne måned.
I dag har hende dér pigen, som altid spankulerer forbi dig når du står i køen til den lokale salatbar og “starter på en frisk” (som man jo gør hver 14. dag ) og som du godt kender af udseende, lige købt fire par sko og en taske, mens du selv sidder og samler flaskeboner for du havde jo glemt, at DONG energy straffer, hvert kvartal.
Du bliver ængstelig og du bliver ærgelig for du vil da “også ha’”.
‘Du bør da også få’

Ovenstående har alle dage gjort sig gældende for mennesket, men jeg har en teori om (og ja: jeg kører ren projektion af på jer her) at min generation i særlig høj grad, er ivrige efter grønnere græs og derfor er ude af stand til, at finde glæde og tilfredshed i dét, de nu engang har.
Jeg medgiver at emnet her, er pænt udhulet efterhånden, men lad os som vanligt bruge de sociale medier som eksempel; det som  jeg ynder at kalde for “salg af drømme” og “optiske illusioner”.

Den slags  fandtes nemlig ikke dengang ‘de gamle’ var unge og der var derfor begrænset adgang til inspiration, projektion, og en dertilhørende misundelse der jo kan forekomme når følelsen af at “ alle har et federe liv end dig” optræder.
For det tror jeg den gør hos de fleste. Eller –  det gør den hos mig og det orker jeg ikke, at løbe fra.
(Gider ikke både at være lidt smådum OG leve i fornægtelse.)
Uanset hvad, står en ting i hvert fald fast: de udskældte sociale medier, der giver folket stress og slukker humøret, såsom Instagram og facebook,  fungerer som vinduer uden gardiner.
De fungerer som en tidsrøver der ikke giver os ikke et minuts fred til at trække os tilbage, skue ud over egen stue og tage en dyb indånding, fordi at vi har for travlt med –  virtuelt, at hænge ud, i alle andres stuer, end vores egen.
Med det sagt, tror jeg dog, at virtuelle platforme er kommet for at blive og det ville være naivt, ignorant og tæt på umuligt at holde det totalt på afstand, hvorfor man må finde en anden mulig løsning på problemet.
Vi skal nemlig huske på, at det er et  problem der altid har eksisteret.
Nu kommer det blot i nye klæder og i mere konstante bølger.

Jeg selv, er helt til fals for inspirationen  der tikker ind på min smartphone og de  silkekåber,  duftlys og egyptisk bomuld, der indbydende smides op, i tide og utide.
Jeg er nemlig et let offer og er som en hund, efter at opleve den stemning, som (jeg tror) der følger med.
Så det gør jeg – jeg sluger den råt og  jeg køber de her ting, mens jeg sidder og kukkelurer og forventer at paradis langsomt overstrør mig, med ren lykke og eufori.
..Og jeg venter altså stadig.
(Her kan I i øvrigt sikkert  nikke genkendende og få lille griner på, hvis I læser indlægget, som  jeg skrev for nogen tid siden om “Hvad ting gør ved mig” .. )

Nuvel.
Ovenstående, er der jo ikke ligefrem nogen særlig nyhedsværdi i;
Inspiration er stærkest, når den har fokus på det  mest uopnåelige og jeg forestiller altid dette:

Du står for foden af et bjerg, som du gerne vil bestige.
Du vil gerne trække den rene friske luft heeelt ned i lungerne og nyde det til fulde.
Turen derop er stejl og hård og  du stopper op  halvvejs, for at få pusten.
Dette bliver nok uden at du  selv er klar over det,  det bedste åndedræt du drager på denne tur, men du skænker det ikke en tanke fordi  at du har så meget fokus på at nå toppen.
Og det gør du også, efter nogle hårde timer.
Problemet er bare, at jo højere op du bevæger dig,  jo mindre ilt har du til rådighed, for luften er sparsom på de højeste tinder og her mener jeg i overført betydning, at vi skal øve os i, at værdsætte det vi har.
At man  ikke skal forvente  ren “bliss” jo længere man klatrer op.
At man bør leve i ydmyg- og  beskedenhed, ( sand kliché) så man ikke går skuffet rundt og forventer for meget, af alt.

Det handler faktisk om hedonisme  –  et ord som i dag forbindes med en amoralsk hang til et liv i vellyst, eller måske ligefrem i fordærv.
Men nu skal I høre her, for hedonisme er på mange måder misforstået:

Epikur – nydelsens første teoretiker, forstod det lykkelige liv, på en ekstremt skeptisk måde;
“Nydelse har den, som ikke lider ” og det er det helt  fundamentale begreb ved hedonismen.
‘Man er lykkelig i den udstrækning man formår at holde lidelsen på afstand’  og eftersom at nydelser ofte kan bringe stor ulykke med sig, anbefaler Epikur kun forsigtige og beskedne nydelser.
Den epikuræiske visdom har nemlig en meget melankolsk (og næsten ubærlig smuk) baggrund der lyder omtrent sådan her:
‘Kastet ud i verdens elendighed konstaterer mennesket,  at den eneste indlysende nydelse, og sikre værdi, (selvom den er nok så ubetydelig) er det som “man selv kan føle”’
Dette kan for eksempel være en slurk af et koldt glas vand, et blik mod himlen, eller et kærtegn.
Hedonismen er af selvsamme grund blevet bebrejdet for dens egoistiske fundament, og der har  gennem tiden, været talrige diskussioner om, hvorvidt at hedonismen  er egoistisk ELLER om det er dens karakter som er gennemsyret af desperat utopi; Om  det epikuræiske ideal overhovedet kan realiseres, eller om det er for uforeneligt med den menneskelige natur.

Jeg er begyndt at prøve i det små og tage nogen af disse  teorier til mig  (det er i øvrigt ikke nemt, når man skal stige ned fra et meget højt bjerg) men min største udfordring er, ikke det materielle aspekt, men snarere mit grådige følelsesregister der helst skal køre på speed døgnet rundt, så jeg kan mærke, at jeg lever og det er her, at jeg næsten er nødt til at messe for mig selv at “De stærkeste følelser ikke nødvendigvis er de dybeste.
Men nok om mig – den tager vi en anden gang.
Jeg vil gerne vide, hvad I tænker om den hedonisme, Epikur havde som ideal og om det er en filosofi der overhovedet er muligt at efterleve, i disse tider hvor ‘mere vil have mere.’.

Jeg undskylder på forhånd for min lidt tunge roman af et indlæg, men jeg vil så gerne dele det her, med jer.

13467380_10153489949926831_1451433850_o
sandaler: Marni 

God weekend til hele holdet!

Sponsoreret

Dette indlæg er det første af i alt tre fortællinger, der handler om at’ sige ja’.
Ikke som i at “ jeg siger ja til livet”  eller andre  abstraktioner der er vanskelige at forholde sig til, men i en mere konkret form, såsom de afgørende valg vi aktivt træffer i  livet.

Indlægget her, handler om iværksætteri.
Det er fortællingen om, hvorfor jeg åbnede en Luksus 2ndhand butik og først og fremmest om  hvordan at et simpelt “ja” blev til en fireårig virksomhed.

Så JA, for pokker; det er altid svært at skrive om noget specifikt, som ingen har efterlyst at høre om, hvorfor jeg altid føler mig lidt fjollet og selvhøjtidelig overfor jer, når jeg har andet end digte og noveller på hjerte.

Men jeg var altså 22 år gammel, dengang.
Jeg læste på på KU og arbejdede som deltid i en anden secondhand butik på Frederiksberg, hvor jeg boede med min daværende kæreste.
Start tyverne var for mig var ekstremt tunge, det må I vide.
Jeg afskyede mit studie ( i hvert fald det meste af det)  og ville ikke gå til forelæsninger fordi at jeg alligevel sad og rokkede formålsløst på stolen, ude af stand til at koncentere mig om timen.
Selvom at mit job som butiksassistent,  var nok så hyggeligt, udfordrede det mig ikke synderligt og det er ikke fordi at jeg af omveje prøver at fortælle jer om at jeg “føler mig for god” eller “for kvik” til den slags arbejde.
I må bare huske på, at jeg på daværende tidspunkt mistrivedes alle steder, for jeg bar rundt på en skabertrang og et brændende ønske om at realisere mig selv.
Min udfordring var blot, at jeg ikke vidste hvordan at  jeg skulle bære mig ad.

Månederne gik, sådan som månederne de går og jeg brugte min løn og SU  på at købe tøj, drikke kaffe og brokke mig over min skolegang, som jeg alligevel var for stor en kylling til at droppe, for så ville selvhadet og følelsen af utilstrækkelighed, da for alvor sende mig helt ned i kulkælderen.
En dag mødte jeg en af mine gamle gymnasiekammerater.
De fortalte mig hvordan at netop havde åbnet en kaffebar i indre by og jeg husker tydeligt at den første følelse der jog igennem mig, var  en stærk misundelse.
Jeg indrømmer det blankt, for hvor ville jeg dog ønske at jeg også havde noget som jeg brændte inderligt for.
Da jeg kom ned for at besøge dem en dag,  fortalte de mig om deres kælder som de ville fremleje, såfremt  at nogen gik rundt med en god ide.
Jeg nåede akkurat lige at tænke, at det sted kunne blive en fin Luksus 2ndhandbutik, men slog det straks fra mig igen da jeg blev ængstelig ved tanken om, den finanskrise vi befandt os i.
I 2008 kostede det 80,000 kr.  at oprette et APS.
Jeg kunne skaffe 40,000 kr men havde brug for en partner og en at sparre med og det skulle gøres nu, NU før jeg tænkte det i stykker.
Det var her at jeg ringede til min nuværende partner som faktisk var min mors veninde og efter en times samtale stod det klart;
Vi var ved at åbne en butik.

Et kapitel af eufori og glæde, akkompagneret af et følelsesmæssigt helvede, tog form.
Når man lige er fyldt 23, og har besluttet sig for, at man VIL være selvstændig og at en fiasko er uaccepabel (alene tanken fik mit allerede skrøbelige selvværd til at ryste i bukserne) er barren sat pænt højt.
Opstarten var hård og de første otte måneder ville jeg ønske, at nogen havde fortalt mig om, hvordan man adskiller sin egen identitet fra sin butik, for det var ikke noget, jeg mestrede.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er gået grædende hjem, fordi jeg igen måtte skrive et stort rundt nul, ud for dagens salg.
Jeg har ikke tal på frustrationer og desperationer i jagten på at skulle fylde en biks op, der var dybt afhængig af andre menneskers velvilje og nåde.
Som en klassisk kliche, var det også på samme tidspunkt, at forholdet til min daværende kæreste begyndte at gå støt ned af bakke.
Set i retrospekt, kunne jeg have åbnet hvadsomhelst på det givne tidspunkt.
Jeg skulle bare skabe noget, og det kunne kun gå for langsomt, for min rastløshed pustede mig i nakken og mit selvhad voksede støt, for hver dag der gik .
Jeg lærte om iværksætteri det på en meget voldsom måde (måske fordi jeg var så ung)  og jeg tror ikke at det behøver at være så hårdt ; blot skal man være indstillet på, at man skal dedikere sig helhjertet til det man laver.
Jeg var og er stadig en grønskolling der ikke har en større forstand end det gennemsnitlige menneske, men viljen og stædigheden har altid været der.
Det får mig til at tænke på, at der er en fremherskende tendens i tiden til at sige at  “man ikke må være for hård mod selv”.
Selvom at jeg også, nikker samtykkende til dette  er det ligeså vigtigt at vi ikke “er for blide ved os selv”
Det er faktisk vildt vigtigt for mig, at fremhæve, at der kræves en smule selvkritik og selvdisciplin.
At sige at alting er “fint nok” er i min optik, ikke sådan at vi vokser og udvikler os.

I dag ville jeg ikke nødvendigvis opfordre andre 22- årige til at gå selvstændige, ( man behøver ikke – død og pine, at peake så tidligt) for selvom, at jeg bestemt ikke tvivler på, at man er i stand til at drive en virksomhed, kan jeg blive bekymret for, om man har et panser til at beskytte sig med, og den modenhed der kræves, for  at  kunne adskille ting fra hinanden.
Omvendt er ovenstående komplet ligegyldigt hvis man ikke trives i det man laver, for alfa og omega må være, at man tager styringen over sit eget liv, og ikke bare lader sig diktere af tilfældigheder.
Mit  foretrukne mantra har gennem de sidste mange år, beroet på citatet:
“Alle de forkælede unge mennesker, der har al mulighed for at leve, men i stedet bruger hele livet på at spekulere i, hvordan det bedst bør leves”
Jeg bruger det stadig flittigt, men jeg har lært at handle mens jeg spekulerer – mens jeg tvivler, for ellers kommer vi ingen vegne.
Jeg ved godt at jeg ikke har skabt den dybe tallerken bare fordi jeg langer tøj hen over desken, men jeg  fandt en måde hvorpå, at jeg kunne holde min hverdag ud og det har indtil videre været udmærket for mig.
Jeg har en stor lyst til at ville starte mere op i nær fremtid, nu hvor jeg har fået lidt mere erfaring og know-how.
Jeg skal bare lige finde ud af, hvad det skal være…

13467312_10153484240386831_1180760428_o
link

og det var blot en pigestreg
der løb en smule løbsk
en uskyldig streg i regningen
en forårsregn, i uskyldens tegn

jeg korsede mig for  brystet:
du er min primære person
klogere end de klogeste mænd
og bedre, lidt smukkere – du ved, hvor jeg vil hen

jeg vidste ikke, at jeg tilhørte gruppen
hvor nuancerne udviskes
med kønnet gemt væk
det er lidt svært at forklare
det er lidt svært at forstå
mine følelser reagerer øjeblikkelig på alt
på alt hvad de siger
jeg ikke må

så jeg korsede mig for brystet
misunder dit lyse hår, din lød
kan ikke bestemme mig for
om jeg vil have alt, som du har
kan ikke vurdere, om det jeg vil have
i grunden måske er dig

det var jo blot en pigestreg
og ikke med vilje
slet ikke bevidst
at jeg frygtløst forførte dig, døv og blind
– at jeg gjorde brug af kvindelist

nu korser jeg mig for brystet;
du er stærkere end
de stærkeste mænd
og jeg stråler dem ud af galaksen, her
– jeg elsker dig højere, end dem

Jeg begik en dumdristig drengestreg
i kærligheden, til en ven
men det er ikke den rette vej, min engel
for os to at gå hen.

13410782_10153481609521831_968216673_o

Samucha 

Hun kører ham hårdt i bilen på vej derud, uden mulighed for en behagelig tavshed, mens hun taler om alle de navne de skal se på plakaten. Hun glæder sig –  det er derfor og han nikker lydigt,mens han  hele tiden holder blikket stift rettet, på vejen.
Hun bryder sig ikke om,at han overskrider fartgrænsen –  heller ikke på den tomme landevej, der bugter sig så blødt, at skarpe sving er overflødige.
Det er ‘Danmarks- vejr;’ siger hun til ham;
Den slags vejr, hvor dannebrogsflaget vajer i vinden og der er tre små skyer på himlen.
Hverken mere eller mindre og hver og en,er formet i en sympatisk lille klump, der enten ligner et træ, tegnet med barnehånd, eller formen på et dyr.
En hest, måske.

Det her var deres ting;
Den årlige festival var deres højdepunkt, for begge var de musik- nørder udover det sædvanlige og han havde ofte tænkt, at de nok aldrig ville have holdt så længe, hvis ikke det var fordi,  at de havde fundet en samhørighed i melodier og lyrik.
Hun var nok mest til lyrikken, omend hun hårdnakket påstod at hun “kendte sine trommer” og han havde en svaghed for guitaren og den rytmiske del.
Sådan var de et godt team.
Han iagttog hende skjult ud af øjenkrogen, mens hun sludrede videre om artisterne.
Håret sad i en høj hestehale, og de små fine lysebrune hår ved panden, ville ikke makke ret.
Hun havde plukket sine bryn, men det var vel nok også det eneste.
Det var længe siden, at hun sidst havde gjort noget ud af sig selv.

” Du skal holde ind her, hvis vi skal købe de gode  jordbær”
Hun hopper hurtigt og adræt ud af bilen og hendes kattede måde at bevæge sig på,var en af de ting han var faldet pladask for, dengang de mødtes for otte år siden.
Nu var hun blevet tungere om røven, men det generede ham ikke det mindste.
De skulle også snart have sig nogle børn.

Camping-området var tæt pakket; det var næsten værre end forrige år og deres sædvanlige stamplads måtte de opgive  idet, at deres naboer i så fald, ville blive fem tatoverede fyre med en særlig hang til heavy metal og stærke sjusser, tidlig fredag formiddag.
Han noterede sig, at hun havde  taget sin mavetaske med. Igen.
Han afskyede det elefantfarvede læders dovne, posede udryk, med samme intensitet, som fedtede gulve og madrester i køkkenvasken.
Følelsen af at være det dødssyge par fra Lyngby, i sandaler og med rygsæk på,var umuligt for ham af ryste af sig.
Det var han sig selv  bevidst,  for han var ude af stand til at at gennemføre et helhjertet selvbedrag, når den høje middagssol, bagte på græsset og han gik rundt og tyggede  jordbær, hvis blade han omhyggeligt undgik, at komme i kontakt med.
Men det ville altsammen forsvinde om et par timer;
Om et par timer, var han ikke længere Ulrik fra forstaden, med sunde sandaler der var kommet for at høre Bruce Springsteen.
Han var en anden – en eventyrer, uden forpligtelser og han var fri og hun var hans smukke vilde kvinde, hvis han dog bare kunne få hende til at slå håret ud, når dagen gik på hæld.

De havde fået falafel ved en af de mange økologiske madboder, der var at finde på pladsen.
Hun var indenfor de sidste par måneder blevet vegetar, hvilket ærgrede ham godt og grundigt, for det betød at hun nægtede at stege bøffer.
I stedet måtte han stille sig tilfreds med torsk, havtaske og til særlige anledninger tunbøf, der dog var vokset på ham med tiden. Man kan vel vænne sig til alt.
Hovednavnet Bruce Springsteen var den koncert de havde glædet sig mest til og køen for at stå så tæt på manden som muligt,var lang.
Han havde fået den sene tid kl. 22 og folk var  begyndt at gå mod den store scene, selvom at der stadig var to timer igen.
De endte midt på pladsen en smule til højre, for scenen.
Akkustikken var god på stedet og de var trods alt voksne mennesker, der ikke havde et sygeligt behov for ligefrem at røre deres idol.
Stemningen var vidunderlig og folk var allerede gået i ekstase, længe før han gik i gang med at synge.
Da “Born In the USA” bragede ud fra  det kæmpemæssige lydsystem som intronummer, startede det glade vanvid;
Han hoppede og dansede i takt med musikken, mens hun stod klinet op ham, og sang med.
Det var næsten blevet mørkt nu.
Skyerne kunne stadig lige anes og det var blevet væsentligt køligere, men den store menneskemængde  omsluttede dem begge, som et varmt tæppe og skærmede for nattens kulde.
“Jeg er tørstig” råber hun.
Begge deres fadøl var tomme, men det ville tage ham mindst tre kvarter, at hente nogle nye.
“Skynd dig derhen – han spiller først ‘Dancing in the dark ‘ om en halv time
Jeg venter på dig lige her, ved det røde flag med hjertet på –  lige derovre,”
Hun var blevet pludrende i sin måde at tale på.
Alkohol steg hende hurtigt til hovedet
Han selv var også godt beruset, men hans buzz ville være  helt perfekt, hvis han fik en enkelt til, så han begav sig uden videre overtalelse, straks ind i menneskemylderet.

Det var ikke lige sådan til at komme til, på store festivaler og han måtte ase og mase ihærdigt, for at komme hen til teltet, der solgte øl.
Køen var lang og han registrerede ærgeligt tonerne af  “Secret garden”  mens han iagttog publikum der var gået i blød bølge og med  hundredevis af tændte lightere, der glødede som ildfluer mod himlen.
Med en del møje og besvær fik han endelig anskaffet sig fire fikst anrettede fadøl, som han kunne bære uden at spilde det meste.
Det røde flag med det lille hjerte var ikke så langt igen, men hun var ingen steder at se, og en begyndende panik jog gennem ham, som skarpe knive.
Der opstod kaos og tumult alle steder for publikum var ude af sig selv og de skreg af deres lungers fulde kraft

‘You sit around getting older

there’s a joke here somewhere
and it’s on me

I’ll shake this world off my shoulders
come on baby this laugh’s on me’

Det var det rigtige flag.
Der var jo ingen andre røde flag i nærheden, og måske ville han stadig have stået der,til solen stod op.
Måske ville han have passeret  hende halvtredsindstyve gange,hvis det ikke var fordi, at han bemærkede en elefantfarvet mavetaske over den ene skulder.
Rundt om livet, to store mandehænder og hun med udslået hår, midt i et lidenskabeligt, inderligt kys.
Hans smukke vilde kvinde,ved det røde flag med det blodrøde hjerte og panikken aftog straks mens han drejede om på hælen og videre ind mod scenen i et hastigt tempo, der sendte hans sunde sandaler på overarbejde og han kiggede op mod tribunen og sang med, på sidste vers:

You can’t start a fire
worrying about your little world falling apart

This gun’s for hire
Even if we’re just dancing in the dark’

13393513_10153473793461831_1915983812_n
– Samucha

(sponsoreret indlæg)

Jajajajaja.
Jeg ved godt at I er mange derude ,der glæder jer som kåde kaniner til dette års Roskilde festival.
Men der er altså andet på plakaten som jeg gerne lige vil smide ud i æteren til folket.
Om ikke andet, så har jeg gjort mit, for at udvide horisonterne for  de, der måske har overset noget meget interessant:

Så i år har Heartland festival deres debut.
Det er en to – dages festival, med fokus på kultur og musik og hvor der afholdes “talks” med nogle meget inspirerende mennesker, som f. eks. Marina Abramovic, Brian Eno og Bjarke Ingels. 
Da mine små øjne faldt over musik-lineuppet, var det som juleaften for undertegnede og jeg nævner i flæng:
Thomas Dybdahl, Låpsley, Asgeir Trausti,Chinah, Blaue Blume, Mikael Simpson, Low og Mark Ronson.

Hvad siger I så?
Festivalen adskiller sig ved at være mindre end mange andre hvilket passer mig ualmindelig godt, for så mister man ikke al intimiteten blandt de tilstedeværende mennesker og desuden bliver løber den af stablen på  et af smukkeste steder i Danmark, nemlig Sydfyn ved Egeskov Slot. (googl det, hvis I ikke tror mig)

Maden ( og jeg er en af dem, der lever for at spise)  er i en kaliber for sig selv, eftersom at både Kong Hans kælder og Falsled kro, sørger for at brødføde sultne festivalgængere.
Alene dét giver mig øjeblikkelig lyst til at valfarte dertil, i en allerhelvedes fart.
Sidst men ikke mindst, fornemmer jeg at heartland bliver holdt  i en atmosfære, som større festivaler ikke er i stand til at skabe og med en æstetisk tilgang som andre festivaler umuligt kan trumfe qua den smukke lokation, den nøje udvalgte musik og den samtidskunst som de  har valgt at koble til herligheden.

Jeg tager i hvert fald derned, fordi at Heartland -visionen, rammer mig lige i dartcentrum, men jeg  håber på at lokke jer med, så vi kan høre Thomas Dybdahl brumme blødt når aftenen falder på, eller mødes over et seriøst gourmetmåltid midt på dagen.
Vi kan også drikke en øl under et træ.
Eller danse til Blaue Blume.
Jeg tror, at jeg endelig har fundet en festival, i min ånd.
Mit største problem lige nu er,  at flere af mine  favorit-kunstnere overlapper hinanden, i programmet.

Kom kom kom, billetterne er ikke vanvittig dyre og man kan stadig nå at købe dem her
Hvis I ikke har planer næste weekend, så er det altså det I skal!

PS:  Det ser lovende ud på DMI’s vejrudsigt  og Love Shop kommer også.
Tænk lige over hvordan at ” En nat blir det sommer” kommer til at lyde, sådan et sted.
Bare tænk over det.

13350988_10153466938651831_2039405584_o
Bukser: Heartmade, Sandaler: Chloe, Solbriller: Isabel Marant 

Danmark er et dejligt land.
Her har de fleste af os det ganske trygt og rart og det skyldes naturligvis, at den overvejende del af befolkningen, er lovlydige borgere, der hver især bidrager med deres, til at samfundet kører på skinner og at hamsterhjulet holdes i gang.
Dog hersker der en del bureaukrati og jeg må tilstå, at der findes en  håndfuld regler, som jeg gerne så, var en smule mere… bøjelige.
Her er fem styks ( plus bobler) der kan få mig til at knalde ud på en dårlig dag, men faktisk også på en god.

1. Skilteafgift.
Som butiksejer er der intet, der kan bringe mig mere ud af fatning end  når “Lone og Tove” fra kommunen, kommer ned for at bedyre, at jeg ikke har betalt min afgift, for at lade mit skilt stå ude.
Mit usle, ramponerede, lillebitte ‘Lula’ skilt, skal derfor enten afgå ved  døden, eller også skal vi smide noget i nærheden af 4000 kr. om året for at “ nappe” en kvadratmeter af københavn.

Dialogen forløb derfor nogenlunde sådan her, forleden dag:

Mig: Jeg har aldrig hørt om noget så dumt, som ‘skilteafgift’.
Lone: Det er desværre reglerne. Så må du jo hænge et skilt op på bygningsfacaden.
Mig : Bravo Einstein, den tanke havde da nok strejfet mig, hvis det nu ikke var fordi, at også bygningen er fredet.
Forstår du det, Lone?  – at jeg knap må kysse en mursten?

Lone: Nå, men så må du betale skilteafgiften, for jeg kan jo se at skiltet her, måler mere i end 60 cm i diameter.
Mig: Nej, det gør ikke
Lone: Jo, det gør
(truende kunstpause)
Mig: Vi måler.
Lone: det behøver vi ikke, det kan jeg se på øjemål.
Mig: Den måler 50. Kan I komme ud!

2. Dong.
Hvad er Dong? En virksomhed? En el- leverandør? Illuminati?
Mit bud er organiseret mafia.
Dong sender mig altid regninger som jeg ikke forstår  og det  gør de skam med fuldt overlæg – det skal I vide.
Jeg har nemlig ladet mig fortælle, at de har ansatte til specifikt at udforme disse breve, så uigennemskueligt som  overhovedet muligt, således at menigmand ikke fatter et hak af hvad der foregår.
Dong er lyssky og skummel, Dong ejer Danmark og Dong ejer  også mig.
Men at tage kampen op mod  Dong, ville være David mod Goliat.
Jeg lægger mig derfor bare fladt og bider i puden, mens jeg deler ud af mine surt optjente skillinger.
Denne krig kan ikke vindes.

3. Lægebesøg
Misforstå mig endelig ikke;
Jeg synes det er fantastisk at vi har gratis læge og sygehus.
Jeg værdsætter det faktisk helt enormt.
Blot ville jeg ønske, at jeg kunne ringe til dem indimellem.
Telefonisk lægetid er således altid ca fra kl. 8.00 – 8.15 og er man så ufattelig heldig at komme i gennem køen, så har den næste ledige konsultation, omtrent samme tidshorisont (det herrens år 2027) som når vores metrobyggeri, står færdigt.
Jeg personligt, tror ikke at mig og min influenza gennemlever, at se det blive en realitet.

4. Feriepenge.
Jeg elsker feriepenge som ansat, men som selvstændig er det ikke altid, at man har lysten til at udbetale dem til sig selv, da man ved, at det koster knaster på virksomhedens konto.
Men bare rolig; heller ikke her får man lov til – på egen hånd, at træffe et valg, og straffen for at være beskeden og spartansk, er hård:
Hvert kvartal modtager jeg feriepenge- bøder(som jeg i barnligt raseri flår i stumper og stykker med mine bare næver) fordi at jeg har udeladt at betale for, at spankulere ned ad den franske riviera.
Hvorfor? Jo, det er fordi at det forhindrer  skattefar i, at komme og hapse halvdelen af festen.
Og ingen, INGEN snyder skat.

5. Bilafgifter.
Jeg elsker biler og det skal omgående høre op, eftersom at Danmark er det land, hvor vi har de højeste bilafgifter i verden.
For at købe en bil i Danmark , skal man blot have arvet en mindre guldmine og seks fabergé æg, men SÅ er det også ganske rimeligt, at drøne rundt i sin stakkels peugeot, som snart må kaldes  en ufrivillig veteran. Denne kunne nemlig – med lidt god vilje, sagtens have været en fiks Mercedes eller en smuk, ældre Jaguar, ALLE andre steder i verden, end her.
Vi er da et yndigt land i dødssyge og leasede køretøjer.

6 (Bobleren): Afgift for indånding af fælles ilt:
Jeg har god grund til at tro,  at vi i nær fremtid ( om muligt ) bliver endnu mere emsige, i kraft af, at der kommer flere tilflyttere til storbyen og jeg har derfor været forudseende og udformet en potentiel reklamesøjle, der skal jage en skræk i livet, på folket:
“Trækker du også  ilt ned i lungerne, på offentlige gader og stræder?
Lad lige vær’ med det.
Afgiften for at ånde frit, straffes med en bøde på 1000 kr pr. overflødige vejrtrækning.
Hold københavn ren og fin – husk at lade være med at ånde ind!”

PS: Indlægget er som altid, skrevet med et glimt i øjet og alt det der.
Undtagen punkt nummer 1.
Punkt nummer 1, har rystet mig i min  dybeste grundvold.

PPS: Har lige nærlæst indlægget og håber ikke, at  jeg har skræmt jer væk.
Jeg har båret rundt på det her, alt for længe.

Varme hilsener og dejlig dag til jer alle!

13288530_10153456100991831_193591539_o
– Samucha

loading...